Sydbank: Finansaktier under pres af gældskrisen

De urolige tider lægger tryk på på finansaktierne, lyder det fra Sydbank.
AF RITZAU FINANS

Investorernes tillid over for Grækenland er ved at være opbrugt og tiden synes at løbe ud for Grækenlands muligheder for at indfri kravene fra IMF, EU og den europæiske central-bank, som er en forudsætning for udbetalingen af den næste delbetaling på 8 mia. euro til Grækenland. Det konstaterer Sydbank i en kommentar.

Uroen og nedjusteringen af Italiens kreditværdighed mandag nat giver anledning til, at investorerne endnu engang stiller skarpt på især de tyske og franske bankers eksponering mod de sydeuropæiske lande.

"Både IMF, EBA (European Banking Authority) og det tyske institut DIW mener, at de europæiske banker bør polstres yderligere for bedre at kunne modstå en mulig græsk bankerot og de afledte effekter heraf," skriver Sydbank.

Det er store beløb, der er tale om, omend der ikke hersker enighed blandt analytikere og økonomer.

200 mia. euro er et tal, som nævnes med IMF som kilde, selvom IMF selv kun kalder det et foreløbigt tal. Den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs har tidligere vurderet, at de 38 største europæiske banker kan få behov for yderligere 30-92 mia. euro, såfremt den nuværende udvikling ender med en delvis gældseftergivelse for Grækenland. Og endelig har det tyske analyseinstitut DIW i weekenden vurderet, at hvis man antager, at egenkapitalandelen på balancen skal udgøre mindst 5 pct. for at polstre bankerne til at modstå yderligere turbulens og en tilspidsning af krisen, så svarer det til, at alene de 10 største tyske banker skal polstres med yderligere 127 mia. euro.

Man skal ikke gå "all in" i finansaktier for nuværende heller ikke i de nordiske, mener Sydbank.

"Så længe usikkerheden er høj om den videre politiske håndtering af gældskrisen i eurozonen, råder vi fortsat til forsigtighed ved investering i finansaktier og fastholder nordisk finans på "neutral", selvom vi kan se større værdier blandt flere af de store nordiske banker, end de nuværende aktiekurser giver udtryk for," hedder det i notatet.

Ritzau Finans

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også