Bernstein: Finanspolitikken skal ikke booste væksten

Dansk økonomi vokser af sig selv og har ikke behov for vitaminer fra finanspolitiske stimuli.

Dansk økonomi bevæger sig stille og roligt hen mod et normalt niveau, og den nuværende udvikling kræver ikke umiddelbart finansiel støtte gennem finanspolitikken. Her og nu er det bedre at bevare penge på kistebunden, så man har mulighed for at reagere, hvis tingene ikke udvikler sig som ventet. Det vurderer nationalbankdirektør Nils Bernstein.

- Dansk økonomi har været i fremgang de sidste to år, og vi skønner, at de seneste års fald i den ledige kapacitet fortsætter, når vi kommer ind i 2012 og 2013. Økonomien er lige så stille på vej tilbage på et normalt spor, så der er ikke grund til at øge den økonomiske aktivitet gennem finanspolitikken, siger nationalbankdirektør Nils Bernstein i en kommentar i forbindelse med offentliggørelsen af bankens kvartalsrapport.

De seneste økonomiske nøgletal tyder på en svag udvikling i såvel international som dansk økonomi i indeværende halvår. Det har fået mange til at anbefale vækstpakker for dansk økonomi. Bernstein mener dog ikke, at konjunkturpolitikken bør bestemmes af enkelte kvartaler.

- Det lave renteniveau og de gennemførte lempelser af finanspolitikken bidrager sammen med fornyet vækst i eksporten til, at den økonomiske fremgang vender tilbage, og at kapacitetsudnyttelsen nærmer sig det normale, siger Bernstein og fortsætter:

- Hvis dette forløb ikke realiseres på grund af yderligere forværring af gældskrisen i Europa, er det så meget desto vigtigere, at vi har bevaret et råderum i de offentlige finanser. Den aktuelle situation på de finansielle markeder tilsiger forsigtighed i finanspolitikken.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også