Investorer har sat købelysten på pause

Der er stadig ingen tegn på en politisk løsning på USA's gældsudfordringer, og usikkerheden viser sig onsdag eftermiddag tydeligt på de europæiske aktiemarkeder, hvor investorerne har sat købelysten på pause.
RITZAU FINANS

De toneangivende indeks i Tyskland og England ligger ved 14-tiden 0,5 pct. lavere, mens det franske marked falder 0,9 pct. I Spanien og Italien, hvor obligationsrenterne har vendt pilen opad, falder de toneangivende aktieindeks henholdsvis 1,5 pct. og 2,4 pct.

"Det, man går og venter på, er en afklaring vedrørende problematikken om gældsloftet i USA. Samtidig virker investorerne stadig lidt bekymrede for Italien og Spanien. Det er også med til at lægge en dyne over markedet. Først i tredje række kommer så regnskaberne. De vælter ind i de her dage, og det giver selvfølgelig lidt frem og tilbage på de enkelte selskaber, men det er ikke det, der driver markederne," konstaterer chefrådgiver i Nordea Torben Høyer over for Ritzau Finans.

Spansk hjemmemarked sløjt

Han hæfter sig ved, at regnskabet fra den spanske storbank Banco Santanders bekræftede, at det spanske hjemmemarked er sløjt, mens udviklingen i Sydamerika, herunder Brasilien, til arbejder til den spanske banks fordel.

Banco Santanders bundlinje skuffede dog markedet, idet overskuddet faldt 21 pct. til 3,5 mia. euro. Analytikere havde ifølge Bloomberg News sat næsen op efter et overskud på 4,15 mia. euro. Banco Santander er efterfølgende dykket 3 pct. Samtidig falder de italienske banker, Unicredit, Intesa Sanpaolo og Ubi Banca i størrelsesordenen 4-5 pct., og markedet virker igen bekymret over, at gældskrisen i euroregionen spreder sig.

"De italienske banker dykker som konsekvens af de udvidede rentespænd mellem tyske og italienske obligationer," konstaterer en porteføljeforvalter over for Bloomberg News.

Svage regnskaber

I vrimlen af regnskaber bliver der onsdag lagt særligt mærke til en nedjustering fra Peugeot Citroen og et svagt regnskab fra den schweiziske kemikoncern Clarient. Peugeot Citroen falder 8 pct. i Paris, hvilket dog overgås Clarient med et minus på 13 pct. Derimod stiger Dow Chemicals tysk-noterede aktier med 3 pct., efter den amerikanske mastodont overgik forventningerne i andet kvartal.

Moody's nedjustering af Nokias kreditvurdering har foreløbigt ikke affødt meget andet end et skuldertræk på markedet. Sænkningen var ifølge Torben Høyer fra Nordea i store træk ventet, og Nokia ligger blot 0,5 pct. nede i Helsingfors.

I Frankfurt falder den tyske konkurrent til Bang & Olufsen på markedet for dyre fladskærms-fjernsyn, Loewe, med 8,5 pct. efter en nedjustering. Selskabet nævner som baggrund aggressiv priskonkurrence og tilbageholdenhed hos forbrugerne.

(Ritzau Finans)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også