Udvikling af Dankort gået i stå

Udviklingen af Dankortet er sat i stå. Derfor er forbedringerne til at overse, når 3,5 mio. danskere i det kommende års tid skal have nyt VisaDankort.
Foto: BORBERG THOMAS
Foto: BORBERG THOMAS
Af LENE ANDERSEN

Ambitionerne var tårnhøje, da danskerne fik smækket en chip på deres Dankort i 2004.

Men foreløbig er ingen af dem indfriet. Og når 3,5 mio.danskere nu får nyt VisaDankort, sker der blot en beskeden sikkerhedsmæssig opdatering.

I 2004 fløj drømmene højt.

Med tiden ville Dankortet blive brugt til kontaktløse betalinger og rumme et væld af applikationer fra sygesikringskort til loyalitetskort i supermarkedet og træningscentret.

Men den nye chip giver ikke mulighed for nogen af delene. Og dermed sker der formentlig tidligst noget på det område om fire år, når kortene skiftes ud igen.

Butikker presser på

"Hele sagen er gået i hårdknude. Jeg tror ikke, vi ser bankerne videreudvikle Dankortet, medmindre loven ændres. I dag får pengeinstitutterne kun dækket halvdelen af deres omkostninger på at drive kortet. Og nu presses bankerne yderligere af butikkerne i sagen om at sende gebyrer på betaling direkte videre til kunderne," siger direktør Henning S. Jensen, konsulentfirmaet Pluscon.

Han venter ikke, at der kommer til at ske en tidssvarende udvikling af kortet, før banker og butikker har lagt den igangværende strid med Nets, om hvem der skal betale hvad, bag sig.

Imens eksperimenterer landene omkring os. Bankernes betalingsselskab, Nets, er selv med i et eksperiment i Norge. De store kreditkortselskaber vil lade kontaktløse betalinger stå deres prøve under OL i London næste år.

Nationalt betalingsråd Forbrugerrådet følger med bekymring udviklingen herhjemme.

»Nets og bankernes monopol over betalingsinfrastrukturen gør, at der ikke er udviklet mange nye produkter de seneste 10 år. Indtjeningen er sikret, og der ligger ikke det store incitament til at satse nogle penge og udvikle nyt. Gidslerne er forbrugerne,« siger Forbrugerrådets direktør, Rasmus Kjeldahl.

Forbrugerrådet ønsker derfor et nationalt betalingsråd med repræsentanter for industri, forbrugere og neutrale eksperter for at sikre en løbende udvikling i betalingsmidler og -metoder.

Hos Nets finder kommunikationskonsulent Michael Juul Rugaard det ikke unaturligt, at der ikke sker en udvikling i kortets muligheder.

"Nets har over 30 års erfaring med at drive Dankortet, og den opgave vil vi gerne vil fortsætte med. Dankortet er enormt populært hos danskerne, og Nets ser store muligheder i at videreudvikle Dankortet, men det er klart, at det finansielle grundlag for en videreudvikling skal være på plads, for at det kan lade sig gøre," siger Michael Juul Rugaard.

Betalingsforsøg

Han venter, at forsøg med kontaktløse betalinger vil blive sat i gang i Danmark næste år på forudbetalte kort.

Danske Bank peger også på manglende efterspørgsel som forklaring på, hvorfor Dankortet ikke udvikles.

"Vi følger udviklingen nøje og vil gerne være med til at se på nye anvendelsesmuligheder for betalingskort som f. eks. kontaktløse betalinger."

Men det kræver, at der er en efterspørgsel - både fra kunderne og i detailleddet.

Og den efterspørgsel er pt ret begrænset,« siger afdelingschef Merete Udengaard, Danske Bank.

Danske Bank vurderer, at der skal ske en kraftig uddannelsesindsats over for kunderne, hvis kontaktsløse betalingsløsninger skal implementeres.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også