Avis: Frygt for nye kæmpedyk på børsen

En række finansfolk udtrykker i Børsen bekymring for, at den kommende tid kan byde på ekstrem volatilitet på de finansielle markeder.
Foto: Richard Drew
Foto: Richard Drew

Det er ikke slut endnu.

Sådan lyder den korte udlægning fra en række finansfolk i Børsen, der frygter at den ekstreme turbulens man så på markederne i de første uger af august vender tilbage igen.

Gårsdagens store fald over hele linjen på de europæiske børser, hvor bl.a. C20 mistede mere end 3 pct. af værdien, er udgangspunktet for de nervøse vurderinger af de kommende uger og måneder på børsen.

"Et så stort fald er virkeligt voldsomt og er på niveau med, da det kørte på de helt høje nagler for en månedes tid siden. Man kan godt frygte, at der nu kan komme en ny periode med voldsom turbulens på de finansielle markeder. Der er meget høj usikkerhed i øjeblikket, og hvor det her fører hen, er umuligt at sige," siger Jacob Graven, der er cheføkonom i Sydbank til Børsen.

Bekymring over Italien

I går eftermiddags nåede indekset Markit Itraxx Sovx Western Europe op i det højeste niveau nogensinde, efter at det steg 10 basispoint til 320, skriver Børsen. Indekset viser, hvordan prisen for at forsikre sig mod tab på statsobligationer ved statsbankerot i 15 europæiske økonomier, udvikler sig. De hårdt gældsplagede lande som Grækenland, Irland, Spanien og Portugal indgår i indekset.

Det er den italienske regerings tøven på hånden i forhold til at føre de nødvendige økonomiske reformer ud i livet, der giver uro på markederne.

"Det så ellers ud til, at der var kommet lidt ro i markederne igen, men de amerikanske jobtal var svage. Men på den korte bane er vi egentligt endnu mere bekymrede for den europæiske situation. Den aftale, italienerne havde indgået, om at de skulle gennemføre en spareplan, for at ECB støtteopkøber deres obligationer, valgte de i sidste uge suverænt selv at skære i. Det er mildest talt ikke blevet modtaget særligt positivt op," siger Carl Jensen, der er underdirektør og investeringschef i SEB Private Banking.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også