Danske Bank holder på lån: Forhandlinger med staten brudt sammen

Det er ikke lykkedes Danske Bank og staten at nå frem til en aftale om førtidig tilbagebetaling af bankens statsgaranterede lån. Opdateret.
Foto: Jonas Pryner Andersen
Foto: Jonas Pryner Andersen
AF CHRISTIAN SEHESTED OG PIA MUNKSGAARD

På trods af forårets kapitaludvidelse vil Danske Bank alligevel ikke tilbagebetale sit statslån før tid. Det har banken netop offentliggjort.

"Danske Bank har hos den danske stat undersøgt mulighederne for førtidig tilbagebetaling af det lån i form af hybrid kernekapital på 24 mia. kr., som banken optog hos staten i 2009. Forhandlingerne har afdækket, at det ikke er muligt at opnå en aftale om indfrielse af lånet på vilkår, som er økonomisk tilfredsstillende for banken. Derfor er det besluttet at beholde lånet, som tidligst kan indfries i april 2014," skriver banken i en meddelelse.

Det 24 mia. kr. store lån koster Danske Bank 2,5 mia. kr. i renter om året. Banken hentede tidligere på året næsten 20 mia. kr. i en aktieemission; penge, der var beregnet til at betale lånet tilbage.

På trods af de afbrudte forhandlinger bliver der er dog ændret på dele af lånet:

"Der er imidlertid opnået enighed om at ændre nogle af betingelserne i låneaftalen. Blandt andet bortfalder muligheden for og forpligtelsen til at konvertere hele eller dele af lånet til aktiekapital og koncernens mulighed for at betale renter med aktier. Den samlede årlige betaling for lånet ændres ikke som følge af de ændrede betingelser," skriver banken.

Ikke tilfredsstillende

"Danske Bank er efter kapitaludvidelsen i foråret en af de bedst kapitaliserede banker i EU, og banken er desuden godt rustet til nye Basel III-regler. Formålet med kapitaludvidelsen var blandt andet at skabe mulighed for at tilbagebetale statslånet i 2012 i stedet for i 2014. Det har desværre ikke været muligt at opnå en aftale, som er økonomisk tilfredsstillende for banken. Derimod er vi tilfredse med de ændringer af aftalen, som vi er blevet enige om," skriver ordførende direktør Peter Straarup i meddelelsen.

Økonomi- og erhvervsministeriet oplyser, at man "ikke ønsker at kommentere på enkeltsager," og henviser i stedet til Danske Bank, der for sin del har oplyst, at man vender tilbage med en uddybende kommentar.

Forårshåb

Peter Straarup har ellers tidligere udtrykt, at banken ikke så det store skel mellem de to forhandlingsparter.

"I øjeblikket er der nogle drøftelser mellem staten og os, og der er også nogle drøftelser i det politiske bagland," sagde Straarup før sommeren til Ritzau Finans og fortsatte:

"Jeg tror ikke, vi er så uenige. Det er et spørgsmål om at finde ud af, hvad banken skal betale for at komme ud af det før tid, siger Peter Straarup.

Ritzau meddeler, at Danske Banks aktiekurs har taget et øjeblikkeligt dyk med 5 kr. til kurs 71,5 oven på meddelelsen.

Del artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også