Banker presser Torm

Efter stor tvivl om hvorvidt ejerne bag det kriseramte tankrederi Torm vil komme med nye penge til selskabet, har selskabets banker gennemtrumfet en emission senest i december.
AF MORTEN JOHNSEN, morten.johnsen@jp.dk

Det underskudsplagede rederi Torms bankforbindelser vrider nu armen om på selskabet og kræver, at selskabet henter ny penge senest i december måned.

Det sker efter længere tids usikkerhed om, hvorvidt Torms magtfulde græske ejer Gabriel Panayotides overhovedet vil bakke op om det kommende aktiesalg i Torm, der kæmper med en gæld på 10 mia. kr. og i går nedjusterede sine forventninger til årets underskud, så tankrederiet nu i værste fald kan risikere at tabe over 900 mio. kr. alene i år.

Torm fik tidligere på året forlænget forfaldstidspunket på en vigtig låneaftale og dermed rykket sin hovedpine fra 2013 til 2015. Det skete dog ikke uden krav fra bankerne.

"Som en del af aftalen vil selskabet sikre, at den tidligere i år annoncerede kapitaludvidelse på USD 100 mio. er afsluttet senest medio december 2011. Faciliteten vil fortsætte med TORMs nuværende covenants," skriver Torm i sit halvårsregnskab, der efterfølgende fik investorerne til at sende selskabets i forvejen hårdt prøvede aktie ned med næsten 10 pct.

Risikerer udvanding

Flere kilder med indgående kendskab til Torms løbende forhandlinger med selskabets banker herunder Danske Bank og Nordea, understreger over for Morgenavisen Jyllands-Posten, at man fra bankernes side har udnyttet den nye låneaftale til at sikre, at der nu også kommer en emission i Torm.

"Det handler om at skabe sikkerhed for, at pengene også kommer. Med kravet er man sikret uanset om hovedaktionæren kan bidrage. Hvis han ikke kan, bliver han udvandet, og så må andre eventuelt komme tid," siger en kilde med stor indsigt i Torms løbende drøftelser med bankerne. Gennem det meste af 2011 har der således løbende været forhandlinger mellem bankerne bag Torm og selskabets græske ejer omkring en emission, men så længe rederiet ikke har overtrådt sine låneforpligtelser, har bankerne reelt ikke været i stand til at gennemtvinge en emission.

Topchef tror på bedring

Generelt har Torms forestående emission været omgærdet af stor diskussion, blandt andet fordi rederiet kun har sat sig for at hente omkring en halv milliard. Flere analytikere har således påpeget, at det beløb var alt for lille, særligt set i lyset af, at Torm i værste fald kan tabe op imod det dobbelte i år.

De bekymringer deler rederiets topchef Jacob Meldgaard dog ikke.

"Da vi fastsatte forudsætninger for vores emission havde vi et worst-case, som er det marked, vi oplever netop nu. Emissionen er tilrettelagt, så det beløb, vi henter, er tilstrækkeligt," siger Jacob Meldgaard og understreger, at Torm selv har været initiativtager til emissionen.

"I maj måned oplevede vi, at vi vores forretningen balancere, så der er bestemt lyspunkter. Trods et underskud i år, skal der ikke megen bedre til, før vi igen tjener penge," understreger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også