Kreditbureauer gør sig klar til at sænke USA

Gældsslagsmålet i USA truer nu for alvor landets AAA-rating
AF RITZAU FINANS

Mens det politiske slagsmål om at hæve gældsloftet i USA fortsætter, gør ratingbureauerne sig klar til at skære i den næsten 100 år gamle AAA-rating af amerikanske statsgæld. Det skriver den britiske avis The Guardian.

Den amerikanske regering skal hæve gældsloftet, der på 14.300 milliarder dollar nu inden den 2. august, hvis den amerikanske stat skal fortsætte med at betale sine regninger. Selv hvis loftet bliver hævet, har virakken dog skabt uro omkring USA's status som solid betaler af sin gæld.

"Sandsynligheden for, at loftet bliver hævet: Høj. Sandsynligheden for, at USA finder en troværdig løsning på sit gældsproblem i den nærmeste fremtid: Lav. Sandsynligheden for, at S&P nedjusterer ratingen af USA's gæld inden for de næste tre måneder: Høj," siger fixed income analytiker hos mæglerfirmaet Evolution Gary Jenkins til avisen.

Både S&P, Moody's og Fitch har advaret om, at USA's AAA-rating kan blive sænket. USA har haft topratingen på sin gæld siden 1917 og en nedjustering vil gøre det dyrere for landet at låne penge ved at udstede obligationer. Noget USA gør i udstrakt grad for at dække sit markante budgetunderskud.

"Jeg synes, det er åbenlyst, at USA vil blive sænket midt i september 2011. Jeg vil faktisk give et sådant udfald en sandsynlighed på 80 pct.," siger Gary Jenkins.

S&P har varslet en nedjustering, hvis ikke den amerikanske kongres gennemfører besparelser for 4000 mia. dollar og fastholder en stram politik i et årti.

"På den korte bane er alles øjne på forhandlingerne om gældsloftet. Men hvis et kompromis bliver nået, der ikke inkluderer en målsætningen om at sænke USA's gæld på langt sigt, så sæt kryds i kalenderen til midt i september. Der vil vi så finde ud af, hvor forskellig en verden vi lever i, når det ultimative, risikofrie investeringspapir ikke engang har en AAA-rating," afslutter Jenkins.

Ritzau Finans

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også