Nykredit er ved at have styr på Forstæderne

Det har været en dyr omgang for Nykredit. Men købet af Forstædernes Bank har givet Nykredit en genvej til vækst på privatkundemarkedet – om end det var en dyr genvej.

I september 2008 købte Nykredit den kriseramte Forstædernes Bank. Siden da har den stået på oprydning i kundeporteføljen og det er det arbejde, der efterhånden lakker mod enden. Det skriver Børsen.

De dårlige kunder er nu samlet i én særskilt portefølje der tæller mellem halvtreds og hundrede kunder, primært fra ejendomsbranchen, som Nykredit helst ikke vil have indenbords.

”Den portefølje har en levetid på halvandet år maksimalt, vil jeg tro. Ved udgangen af 2012 vil kunderne enten være i fin form eller helt afviklede. Jeg tror, der er fornuft i at have dem hængende så længe, for på det tidspunkt vil der være så lidt tilbage, at det resterende kan integreres i den almindelige organisation. Undervejs vil nogle af kunderne klare sig, nogle vil desværre ikke," siger Karsten Knudsen, koncerndirektør i Nykredit, til Børsen.

2009 var et mareridt

Særligt året efter overtagelsen var dyrt at komme igennem for Nykredit. Finanskrisen raserede og Nykredit måtte foretage nedskrivninger for cirka fem milliarder kroner i Forstædernes Bank – et beløb der stort set åd hele Nykredit-koncernens eget overskud i 2009. Men man kom ind på markedet i Storkøbenhavn og det var det primære mål.

"Det var stedet, vi skulle have fat i, men vi havde ikke dækket vores risici godt nok. Vi undervurderede konjunkturudviklingen – vi havde slet ikke forestillet os, at likviditeten i markedet ville svinde ind på den måde, og vi havde ikke set dybden af krisen. Vi gik fra en overophedning på ejendomsmarkedet og lige lukt ned i dybfryseren," siger Karsten Knudsen til Børsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også