Direktør forlader bank efter aktieindtog

Danske Andelskassers Bank får ny direktør fra den 1. august.

Tidligere på sommeren rykkede Danske Andelskassers Bank på fondsbørsen. Og den manøvre har tilsyneladende været kronen på værket for bankens adm. direktør, Vagn T. Raun, der fra 1. august rykker ned i rolle som direktør, og med udgangen af 2011 bliver konsulent for banken. Den hidtidige vice adm. direktør, Jan Pedersen, tager nu over.

"Som et led i et planlagt glidende generationsskifte i Danske Andelskassers Bank A/S overdrager administrerende direktør Vagn T. Raun pr. 1. august 2011 denne post til viceadministrerende direktør Jan Pedersen og fortsætter herefter selv som bankdirektør frem til ultimo 2011, hvorefter han indtræder i en konsulentrolle i forhold til bankens bestyrelse," skriver banken i en meddelelse, og gør klart, at man havde aftalt skiftet allerede ved Jan Pedersen indtog som viceadministrerende direktør i apil 2010.

Dermed lukker en æra i banken.

”Jeg er nu blevet 61 år og har været en del af organisationen i snart 35 år. I alle årene har stabilitet været en grundlæggende værdi. Derfor er jeg glad for, at vi har kunnet tilrettelægge overdragelsen på denne måde, så der har været og er tale om et glidende generationsskifte. Gennem det seneste års samarbejde er det blevet tydeligt, at det var den helt rigtige person, bestyrelsen valgte som min efterfølger, og jeg synes, at tidspunktet er det helt rigtige for denne overdragelse. Jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet med både Jan og resten af organisationen;" skriver Vagn T. Raun.

Den nye direktør ser frem til fortsat at have sin tidligere chef at trække på:

”Det er et privilegium på denne måde at kunne blive ført ind i stillingen og drage nytte af den erfaring, Vagn besidder. Vi har fra starten haft et godt samarbejde, og at jeg nu overtager posten som administrerende direktør er egentlig bare et skridt i den proces, der kommer til at fortsætte også i den kommende tid. Jeg glæder mig til at udvikle vores bank yderligere i samarbejde med såvel Vagn som de øvrige dygtige kolleger i banken," skriver Jan Pedersen, mens bankens bestyrelsesformand, Jakob Fastrup,

”Der er tale om, at skibets kaptajner bytter kasketter som led i et senere vagtskifte på kommandobroen. Vagn Raun har netop som administrerende direktør i tæt parløb med Jan Pedersen gennemført såvel omdannelsen af Sammenslutningen Danske Andelskasser til A/S som en meget succesfuld aktieemission, og det er derfor et helt naturligt tidspunkt til at komme videre med det glidende generationsskifte, der har været i gang, siden Jan Pedersen tiltrådte for snart halvandet år siden. Jan Pedersen har gradvist overtaget flere og flere ledelsesmæssige opgaver, der altid er blevet løst til bestyrelsens fulde tilfredshed. Dette har muliggjort, at Vagn Rauns arbejdsopgaver gradvist er blevet af mere strategisk og analytisk karakter. Bestyrelsen glæder sig over, at Vagn Raun fortsat vil kunne løse sådanne opgaver på konsulentbasis, når han som led i generationsskiftets endelige gennemførelse fratræder som direktør ved årsskiftet.”

Den nye direktør er ifølge banken 47 år gammel, og har en fortid som adm. direktør i Cardif Forsikring og underdirektør i SEB, forud for hvilken han igennem 15 år har "bestridt forskellige stillinger i BG Bank."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også