Finanstilsynet frygter de små bankkonger

For meget magtkoncentration og for lidt modstand fra bestyrelsen kan være en giftig cocktail for de små pengeinstitutter, lyder det fra Ulrik Nødgaard.
AF CHRISTIAN SEHESTED OG KASPER KRONENBERG

De små danske banker har et magtproblem: For ligegyldigt hvor veldrevet en bank end måtte være, er den stadig kun én dårlig bankdirektør fra afgrundens rand.

Sådan lyder bedømmelsen fra Finanstilsynets adm. direktør, Ulrik Nødgaard, der også har svært ved at se, hvordan driftsøkonomien i nogle mindre pengeinstitutter skal kunne hænge sammen.

Han udtrykker dog også respekt for de småbanker, der er gået stærkt gennem krisen.

Men konklusionerne er alligevel klare: Der må konsolideres – og der skal være professionelt modspil fra de små pengeinstitutters bestyrelser til bankkongerne.

”Vi ser positivt på konsolidering. Men der er masser af mindre banker, der er sejlet fornuftigt igennem det her, dem har vi ikke noget problem med. Jeg kan da undre mig over driftsøkonomien i nogle af de mindre institutter. Men ud fra en tilsynsmæssig synsvinkel, så klarer de sig fint,” siger Ulrik Nødgaard til FinansWatch, og peger på en af brydningsfladerne mellem de store og de små:

Direktøren er afgørende

”Der, hvor der er en forskel mellem de store og de mindre, det er, at der er en enorm spredning i forhold til sundhedstilstanden blandt de mindre banker. De store banker har undgået de katastrofale kredittab, selvom de selvfølgelig har haft tab, men ikke af livstruende karakter. Men i det mindre segment er der en enorm spredning. Nogle er kommet helt galt af sted og nogle har meget fornuftige lånebøger,” siger Nødgaard, og slår ned på en af krisens store syndere – den hastige vækst i ejendomsudlån:

”Her er den administrerende direktørs rolle helt afgørende, og dennes tilgang til det at drive bank., for der er ikke rigtig noget modspil til dem. Der er eksempelvis ikke kreditkomitéer i de små banker og måske er modspillet fra bestyrelse heller ikke så stærkt. I de store banker der kan du ikke bare køre nogle ejendoms eller entreprenør-lån hurtigt gennem systemet.”

Så der er en grundlæggende risiko i, at en mand har meget magt?

”Ja, der hvor der er en betydelig magtkoncentration.”

Adresserer i så de personspørgsmål?

”Det kan sagtens indgå i de tiltag vi tager. Her er det vigtige nu, at vi har fået mulighed for det med den nye paragraf 71. Der er det skrevet ind sort på hvidt, at bestyrelsen skal have de fornødne kompetencer, i forhold til den virksomhed, man driver. Til efteråret kommer vi med et udspil på dette område. En af de ting man godt kunne tænke sig ske er, at hvis man vil være mere og andet end en lokal bank, så skærpes kravene til bestyrelsens kompetencer, så skal der sidde folk med erfaring fra branchen og viden om kreditpolitik i bestyrelsen.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også