Moody's overvejer nedjustering af USA

Det internationale kreditvurderingsbureau Moody's overvejer at sænke USA's AAA-rating i takt med, at landet nærmer sig den 2. august. Den dato vil den amerikanske stat misligholde betalingerne på sin gæld, hvis ikke kongressen får hævet gældsloftet.
Foto: Larsen Stine
Foto: Larsen Stine

Kreditvurderingsbureauet tager den amerikanske statsgæld, der er tæt ved 14.300 mia. dollar, op til revision, da man ikke er sikker på, at den amerikanske kongres vil nå at hæve gældsloftet i tide. Republikanerne og Demokraterne er ude i et større politisk slagsmål om, hvordan underskuddet i statskassen skal mindskes.

- Et reelt stop for udbetalingerne (default), lige meget hvilken varighed, vil fundamentalt ændre Moody's opfattelse af risikoen omkring rettidig betaling i fremtiden, skriver Moody's.

Rating ligget fast siden 1917

USA har været rated med AAA siden 1917, og det vil have store konsekvenser, hvis ratingen ændres. Et groft estimat fra mandag vurderede, at det vil koste 1 mio. flere arbejdsløse og 1 pct. på BNP-væksten.

- Det er helt åbenlyst, at dette her er utroligt alvorligt på mange forskellige måder. De fleste mennesker tror dog, at kongressen når en aftale, og det satser markedet også på, siger chef for amerikanske aktier hos Morgan Stanley, James Caron, til Bloomberg News.

Moody's har samtidig advaret om, at AAA-ratingen på store finansielle institutioner, der er direkte forbundet med den amerikanske stat, vil blive taget op til revision. Det drejer sig om selskaber som Fannie Mae, Freddie Mac og statens banker for boligejere og landmænd. Oven i hatten er 7000 lokale myndigheder, municipalities, blevet sat på listen til revidering.

- Vi kigger efter en hævelse af gældsloftet. Processen omkring, hvordan man når dertil, er fuldstændig ligegyldig, siger senior credit officer Steven Hess hos Moody's til Bloomberg News.

Kina i tænkeboks

En stribe amerikanske politikere, der tæller både Republikanere, Demokrater og finansministeriet har alle omtalt Moody's udmelding som en rettidig advarsel om, hvor alvorligt problemet er.

Også i Kina har man blik for den mulige nedjustering. Det er da heller ingen overraskelse, da landet ifølge det amerikanske finansministerium ved udgangen af april havde amerikanske statsobligationer for 1152,5 mia. dollar liggende, et tal der er steget fra 900,2 mia. dollar for et år siden.

Til Bloomberg udtaler senior researcher Yu Bin, der arbejder for den kinesiske regering, at Kina "alvorligt bør overveje risikoen" ved sin beholdning af amerikanske statsobligationer og at USA står over for "en bekymrende" økonomisk fremtid.

Den næststørste indehaver af amerikanske statsobligationer er Japan med 906,9 mia. dollar ved udgangen af april, mens England sidder på 333 mia. dollar, Tyskland 61,3 mia. dollar og Italien på 24,8 mia. dollar. Sverige og Norge sidder med omkring 21 mia. dollar værd, mens Danmark ikke figurerer på listen.

Totalt sad udlandet på amerikansk statsgæld i form af obligationer for 4489,1 mia. dollar ved udgangen af april eller 23.787,3 mia. kr. svarende 14 gange Danmarks BNP i 2009.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også