Nykredit glemte 1,1 millioner aktiehandler

En stribe finansvirksomheder får nu bøder for at have glemt at fortælle Finanstilsynet om aktiehandler. Værste synder er Nykredit, der gennem fire år ikke har oplyst om mere end én million handler.

Arbejdernes Landsbank, FIH Erhvervsbank, SEB, Totalkredit, Nykredit Realkredit og Nykredit Bank har glemt at indberette stribevis af værdipapir-handler, og bliver derfor nu straffet med bøder fra Finanstilsynet.

”Korrekte indberetninger om handelen har stor betydning for gennemsigtigheden på markedet. Derfor bliver det vanskeligere at opklare sager om for eksempel kursmanipulation og insiderhandel, hvis vi ikke modtager de rigtige transaktionsdata fra værdipapirhandlerne,” skriver Julie Galbo, der er vicedirektør i tilsynet, i en meddelelse og fortsætter:

”Det er en styrkelse af tilsynet med den finansielle lovgivning, at vi nu hurtigt og effektivt kan håndhæve lovovertrædelser ved at udstede administrative bøder."

Bøderne er i alle virksomhedernes tilfælde på 20.000 kr., og falder i forlængelse af en lovændring, der fra 1. januar har givet Finanstilsynet mulighed for at afgøre sådanne sager med administrative bøder.

Tidligere har tilsynet været nødt til at anmelde virksomhederne til politiet i stedet.

Selv om bøderne har samme størrelse, så er antallet af glemte handler langt fra ens. FIH's bøde falder således for at have glemt 2855 handler i løbet af de sidste seks måneder, mens Nykredit har glemt over 1,1 mio. handler, fordelt med 1,07 mio. på banken, og op mod 60.000 handler fra Realkredit-siden.

De mange forglemmelser strækker sig dog helt tilbage til 2007.

Ingen af de andre straffede banker har glemt mere end 31.000 handler.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også