Hjort nedtoner italienske alarmklokker

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) går i rette med både umoralske EU-kolleger og bankøkonomer, der udsteder dommedagsprofetier over eurosamarbejdet.
RITZAU FINANS

Efter et EU-møde i Bruxelles, slår finansministeren fast, at der er brug for større handlekraft fra eurolandene for at stoppe den genopstandne uro på finansmarkederne, der har bredt sig fra Grækenland over Portugal og videre til Italien og Spanien.

"Vi kan jo ikke skjule, at eurolandene og dermed også EU sidder midt i en meget alvorlig krise," siger Hjort.

Men handlekraft var der ikke meget af mandag aften, da eurolandene endnu engang måtte opgive at nå til enighed om en ny hjælpepakke til Grækenland.

Svaret kom prompte fra finansmarkederne tirsdag morgen med nye rentestigninger og kursdyk på aktiemarkederne.

Kritik

"Man kan konstatere i dag, når man ser, hvordan markederne har reageret, at det ikke var det mest beroligende, der fandt sted i går," siger Claus Hjort om resultatet fra euromødet.

Finansministeren er ikke bleg for at kritisere politikerne i gældsplagede eurolande for ikke at tage hånd om de økonomiske problemer i tide.

"Der har i en række lande været tale om en meget umoralsk optræden fra politikernes side. Man kan kalde det kortsigtet, men man kan også tillade sig at kalde det umoralsk".

De seneste dage er eurozonens tredjestørste økonomi, Italien, blevet suget ind i gældskrisen. Det har for alvor fået kriseklokkerne til at bimle hos danske bankøkonomer, der advarer om kollaps i eurozonen.

Bedre økonomi

Men Claus Hjort Frederiksen understreger, at Italien er i langt bedre økonomisk form end Grækenland, Portugal og Irland, der tidligere har måttet bede om økonomisk hjælp.

Selv om statsgælden er høj, så er underskuddet på statsbudgettet i Italien under EU-gennemsnittet, påpeger han.

"Italien er kommet under større pres på de finansielle markeder. Men det er vigtigt, at vi ikke overdramatiserer udviklingen".

(Ritzau Finans)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også