EU-myndigheder er i øjeblikket ved at lægge allersidste hånd på årets stresstest af knap hundrede af Europas største banker. Sidste år fik testen kritik for at være for blid, men i år ser det ud til at der er kommet andre boller på suppen.
Dokumenter som Bloomberg News er i besiddelse af, og som er dateret så sent som i går, viser således at banker der dumper testen vil blive afkrævet en plan der skal vise hvorledes den pågældende bank vil imødekomme de opstillede kapitalkrav.
Efterfølgende har de dumpede banker så tre måneder til at eksekvere sine respektive planer og derigennem rejse tilstrækkelig med ny kapital.
Omdrejningspunktet for stresstesten er hvorvidt de enkelte banker kan opretholde en Tier 1 kernekapital på 5 pct. – også ved særligt udfordrende scenarier.
Regeringer skal være klar
Ifølge Bloombergs oplysninger skal regeringer i de 27 involverede lande også være parate til at stille kapital til rådighed for nødlidende aktører i banksektoren.
”Der er en erkendelse af, at der vil være yderligere pres på de lokale regeringer for at afstive deres banksystemer,” siger Jeremy Stretch, der er valutastrateg hos Canadian Imperial Bank of Commerce i London og peger blandt andet på spanske banker som en risikofaktor.
Både overfor den amerikanske dollar og den japanske yen, er euroen faldet i løbet af i dag og set henover hele ugen er faldet overfor dollaren næsten på 2 pct.