Milliarderne ruller for Skagen-chefer

Fem topfolk i investeringsforeningen Skagen Fondene har tjent milliarder de seneste år.
Af MATTIAS GRØNDAL, epn.dk

Skagen Fondene ligger ofte helt i top, når der uddeles priser til de bedste investeringsforeninger.

Men folkene bag er ikke blot gode til at få investorernes penge til at yngle. Deres egen privatøkonomi nyder også ualmindelig godt af succesen.

Således tjente de fem øverstplacerede personer i Skagen Fondene til sammen mere end 400 mio. norske kr. i deres respektive investeringsselskaber forrige år, skriver den norske avis Dagens Næringsliv.

Store udbyttebetalinger

Og hvis man ser på perioden fra 2005, kravler Skagen-toppens samlede personlige gevinst op over 2,5 mia. norske kr., viser opgørelsen fra Dagens Næringsliv.

Foruden de tre grundlæggere Tor Dagfinn Veen, Åge K. Westbø og Kristoffer Stensrud udgøres den stortjenende Skagen-kvintet af adm. direktør Harald Espedal og investeringsdirektør Kristian Falnes.

Skagen-topfolkene ejer langt hovedparten af aktierne i Skagen Fondene og får derigennem stor del i de årlige udbyttebetalinger.

Norsk hovedsæde

Skagen Fondenes hovedsæde ligger i Norge, men investeringsforeningen har også en betydelig del af sine forretninger på det danske marked.

Således kan investorer handle investeringsbeviser i fem Skagen-fonde på OMX-børsen i København.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også