Brian M: Moody's har fået bankpakke galt i halsen

Økonomi- og erhvervsministerer tror ikke på, at kreditvurderingsbureauet havde forstået den danske afviklingsmodel for nødlidende banker. Opdateret 15:52.

Moody's havde åbenbart ikke forstået Bankpakke III's afviklingsmodel før de så den i aktion. Sådan lyder meldingen fra økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).

"Moody's har misforstået noget. Det går åbenbart først op for Moody's efter Amagerbankens sammenbrud, at der lang tid forinden er vedtaget og gennemført en bankpakke III, som samler de banker op, der måtte komme galt af sted," siger Brian Mikkelsen til Reuters Finans.

Mikkelsen kalder videre den nuværende situation med lavere rating og højere funding "en udfordring for Danmark."

Moody's har dog tidligere udtalt, at man opfattede Amagerbankens krak som første endegyldige bevis på, at Bankpakke III's afviklingsmodel reelt ville blive brugt, og at staten ikke havde tænkt sig at træde til.

Til Politiken udtaler Brian Mikkelsen, at han netop nu fører den lovede dialog med Finansrådet om en mulig løsning, men slår samtidig fast, at der ikke kommer mere finansiel støtte fra staten.

"Jeg er i øjeblikket i en dialog med Finansrådet om at finde en kontstruktion, som gør bankerne i stand til selv at løse problemerne, der er efter dårlige bankledelser. Vi skal sikre robustheden i den finansielle sektor," siger Brian Mikkelsen til avisen og fortsætter:

"Der er forskellige konstrutioner på bordet. Dem drøfter vi. Det eneste, der er sikkert, er at vi kommer ikke til at putte skattekroner i dårlige bankledelser."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også