Aarhus Lokalbank beroliger kunder

Frygten for nye krak blandt danske banker får nu Aarhus Lokalbank til at berolige sine kunder.
Af RITZAU FINANS

Frygten for flere krak i den danske banksektor spreder sig hurtigt. Mandag formiddag styrtdykker aktierne i Aarhus Lokalbank, som af nogle eksperter udpeges til at være i farezonen for at gå ned. I banken har rådgivere travlt med at berolige kunder og aktionærer, som frygter for deres penge, siger underdirektør i Aarhus Lokalbank, Carsten Stenulm.

"Der er selvfølgelig kunder, som spørger til tilstanden i deres lokalbank, og vi kan jo ikke sige andet til dem, end at vi følger de planer, der er lagt for banken," siger Carsten Stenulm.

Han siger dog, at der endnu ikke er tale om, at kunderne flygter eller tømmer deres konti i banken.

"Langt de fleste af vores kunder har indlån under 750.000 kroner og er dermed allerede dækket af indskydergarantifonden," siger underdirektøren.

Meget risikabel

Aarhus Lokalbank blev i en analyse i Dagbladet Børsen for nylig udpeget som en af de mest risikable banker i Danmark. Førstepladsen på den kedelige liste blev indtaget af Fjordbank Mors, som fredag måtte kaste sig i armene på statens skraldespandsselskab, Finansiel Stabilitet. Men Carsten Stenulm afviser, at en lignende skæbne venter Aarhus Lokalbank. Analysen bygger på regnskabstal fra 2010, siger han.

"Efter afslutningen af regnskabsåret har banken gennemført en stor kapitalplan, hvor vi har polstret vores egenkapital og lagt en plan for, hvordan vi trimmer Aarhus Lokalbank. De planer følger vi," siger Carsten Stenulm.

Beroliger aktionærer og kunder

Og derfor gør banken alt for at berolige de nervøse aktionærer og kunder.

"De skal bevare roen, og så vil vi over tid bevise, at den trimning af banken, vi har gang i, lykkes," siger Carsten Stenulm.

Mandag formiddag er aktierne i Aarhus Lokalbank nede med 23 procent til kurs 6. Tidligere mandag var aktierne dog nede med 31 procent. Aarhus Lokalbanks resultat før skat blev i første kvartal 2011 et minus på 78,9 millioner kroner mod 1,1 millioner kroner i første kvartal 2010.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også