Amerikanere vil kopiere realkreditten

Mens Danmark kæmper en hård kamp for at bevare realkreditsystemet, så har systemet vundet momentum på den modsatte side af Atlanten. Senest har professor Laurence Kotlikoff ytret sig i positive vendinger.

EU-lovgivning kan komme til at stå i vejen for det danske realkreditsystem og senest har Basel III ført til kraftige faresignaler overfor systemet. Men i USA ser man anderledes positivt på sagen.

Her har både den demokratisk og republikanske side af det politiske spektrum - i skikkelse af kongresmedlem Scott Garrett (R) og senator Charles 'Chuck' Schumer (D) - fået øjnene op for dansk realkredit og tilmed har den amerikanske finansminister Timothy Geithner udtalt sig i positive vendinger, da han blev adspurgt om sin holdning.

Og senest har professor, og tidligere økonomisk rådgiver for præsident Reagan, Laurence Kotlikoff, argumenteret for systemet som et godt alternativ til de eksisterende boligfinansieringsmuligheder i USA, de udskældte statslige udlånere Fannie Mae og Freddie Mac.

Det skriver Kotlikoff i en klumme for Bloomberg News.

Stol ikke på bankfolkene

I klummen foreslår Kotlikoff, at man efter bedste evne forsøger at kopiere det danske realkreditsystem – selvfølgelig i en version der er tilpasset det amerikanske marked. Den tilpasning indebærer blandt andet, at man skal oprette et nyt statsligt organ til overvågning – og delvist overtagelse – af særligt bankernes rolle.

”I stedet for at stole på bankfolks verificeringer af låntagers arbejdsforhold, indkomster, ejendomsværdier, økonomiske historik og kreditværdighed, så skulle staten overtage opgaven med at foretage due diligence. Helt specifikt skal vi have Uncle Sam til at etablere en kopi af the Food and Drug Administration for den finansielle sektor – kald det for eksempel Federal Financial Authority (FFA). Den nye enhed, FFA, ville så hyre private selskaber til at gennemføre det konkrete verificeringsarbejde. De private selskaber ville arbejde udelukkende for FFA og der ville derfor ikke opstå modstridende interesser,” skriver Kotlikoff blandt andet under overskriften ’Don’t Trust Bankers’.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også