Afskaffelse af afdragsfrie lån vil styrke kreditvurdering
Mens Nationalbankens forslag om en udfasning af de afdragsfrie realkreditlån på lang sigt vil have en gavnlig og stabiliserende effekt på det danske boligmarked og finanssektoren, vil det på kort sigt føre til en stigning i antallet af tvangsauktioner og øgede tab i bankerne.
Det vurderer kreditvurderings-virksomheden Moody's Investors Service i sin ugerapport "Weekly Credit Update" offentliggjort mandag.
Ulempe på kort sigt
"Mens den positive langsigtede effekt på kreditkvaliteten og markedsstabiliteten ved at udfase de afdragsfrie lån er i centrum, vil udfasningen af disse lån i første omgang være problematisk for låntagere og banker. Med højere månedlige ydelser på lån med afdrag vil antallet af tvangsauktioner stige, når låntagere i en situation med faldende huspriser ikke er i stand til at omlægge deres lån. Samtidig vil nedgangen i antallet af låneomlægninger, som har været en stabil indtægtskilde i årevis, erodere bankernes lønsomhed," skriver senioranalytiker ved Moody's Oscar Heemserk i mandagens ugerapport.
Styrker kreditvurderingen på lang sigt
På lang sigt vil en eventuel udfasning af de afdragsfrie boliglån imidlertid være positivt for kreditvurderingen af både banker og realkreditinstitutterne i Danmark, vurderer Moody's.
"Når fuldt implementeret vil det styrke danske banker og realkreditinstitutter, idet det vil reducere følsomheden over for tab i forbindelse med kunders gældsmisligeholdelse og reducere risikoen for fremtidige boligbobler," lyder det fra Oscar Heemserk.
Afviser forslaget
Moody's skriver i analysenotatetet, at mange boligejere med afdragsfrie lån forlader sig på at kunne omlægge sig til en ny periode med afdragsfrihed, når den nuværende udløber, fordi de har dårligt råd til ydelsen på et tilsvarende realkreditlån med afdrag.
Trods Nationalbankens anbefaling er der dog ikke umiddelbart udsigt til en afskaffelse af de afdragsfrie lån.
Det er politikerne i Folketinget, der i givet fald skal blive enige om det, og både rød og blå blok var torsdag klare i deres afvisning af forslaget.
Relaterede artikler:
Megagæld er værre end farlige lån
For abonnenter