S: Mikkelsen taler uden om i sag om Finansiel Stabilitet

Brian Mikkelsen var torsdag kaldt i samråd for at svare på spørgsmål om Finansiel Stabilitets lønpraksis, men Benny Engelbrecht (S) fik ikke, hvad han var kommet efter.
Foto: VALDEMAR JORGENSEN
Foto: VALDEMAR JORGENSEN

Er det rimeligt, at lønningerne til direktører i flere af de krakkede banker under Finansiel Stabilitet er de højeste blandt statens selskaber?

Det var et af de spørgsmål, Socialdemokraternes forbrugerordfører, Benny Engelbrecht, havde indkaldt økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) i samråd for at svare på.

Men Benny Engelbrecht var ikke tilfreds med ministerens svar ved samrådet, der fandt sted i går eftermiddags.

Skuffet

”Det var i virkeligheden ikke så mange svar, jeg kunne få. Jeg var skuffet over, at ministeren ikke var i stand til at svare på, om der er blevet lavet en kritisk gennemgang af de kontrakter, man har overtaget fra de nødlidende banker. Det var ministeren ikke i stand til at svare på,” siger Benny Engelbrecht, der mener, at ministeren talte uden om.

Han er derfor langt fra færdig med at få sagen om lønninger i Finansiel Stabilitet belyst.

”Vi går videre med sagen. Der kommer til at være en række spørgsmål, som vi vil have besvaret skriftligt,” siger Benny Engelbrecht.

Kritisk gennemgang af kontrakter

”Jeg vil for eksempel gerne vide, i hvilket omfang man kritisk har gennemgået de kontrakter, man har overtaget fra de nødlidende banker for at se, om der var nogle, man kunne slippe for – lige som man kritisk har gennemgået andre kontrakter, for eksempel låneforpligtelser, hvilket i nogle tilfælde har betydet, at renten er blevet hævet”.

Benny Engelbrecht vil derfor formulere en række nye spørgsmål til ministeren.

Det er ikke lykkes FinansWatch at få en kommentar fra økonomi- og erhvervsministeren.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også