Brink: For tidligt at snakke om ny bankpakke

Frygt for udlandets mistillid til danske banker bør ikke føre til forhastede beslutninger om nye bankpakker, siger aktieanalytiker i Handelsbanken, Jakob Brink.

Moody’s nedgradering af flere danske banker har ifølge Berlingske gjort Venstres finansordfører, Jacob Jensen, så bekymret, at han vil have partierne bag Bankpakke 3 til at vurdere, om man skal bløde reglerne op, så store indskud ikke kan mistes natten over.

Men flere eksperter advarer over for Berlingske mod en ny bankpakke nu.

”Jeg tror ikke, at der vil blive lavet en ny pakke for at redde banker lige nu. Spørgsmålet er, om der ikke kommer en løsning i resten af Europa som i Danmark. Det er det, der er lagt op til. Det havde været smart at vente på fællesregler i EU. Det er lidt uheldigt at være foregangsland et års tid, hvor vi står alene med problemet. Men i udgangspunktet er Bankpakke 3 fornuftig,” siger Jakob Brink til Berlingske.

Udfordring for små banker

Ifølge ham vil udfordringerne på finansieringssiden primært ramme de små banker, når den gæld, der er udstedet med garanti under Bankpakke 2, skal refinansieres. Ifølge ham vil nogle af de små banker blive nødt til at indsnævre deres balance, hvis ikke det lykkes, kan det blive nødvendigt med en ny bankpakke.

”Hvis der samlet mangler 100 mia. kr., så kan det blive nødvendigt med en form for statsgaranti igen. Jeg forestiller mig så, at der ville følge ekstrakrav med, der kunne få udlånene ned eller skabe konsolidering, så der ikke bliver brug for bankpakke på bankpakke,” siger Jakob Brink.

Jesper Rangvid, professor i finansiering ved CBS kalder det ”alt for tidligt” og ”overilet” at snakke om en ny bankpakke allerede nu.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også