Syv sager om fit & proper

Finanstilsynet har i løbet af det seneste år rejst i alt syv sager om personer, som tilsynet ikke mener bør sidde i ledelsen. Tre bankdirektører har forladt ledelsen.
Foto: STROYER TORBEN
Foto: STROYER TORBEN

Ovenpå diskussionen om brugen af fit & proper-reglerne, meddeler Finanstilsynet nu, at man på et år har rejst syv sager om personer, som man ikke mener er egnet til at sidde i ledelsen i en finansiel virksomhed.. Tre af sagerne drejer sig om direktører i pengeinstitutter, og alle tre har forladt pengeinstitutternes direktioner, lyder det i en pressemeddelelse fra tilsynet. Her udtaler direktør Ulrik Nødgaard:

”Jeg er meget optaget af at anvende de styrkede muligheder for at gribe ind over for direktører, som efter vores vurdering har medvirket til en uansvarlig bankdrift eller som ikke lever op til de krav, man må stille til ledelser i finansielle virksomheder.”

Ikke afgjort

De syv sager er ifølge tilsynet fordelt på tre mod direktører i pengeinstitutter, en mod en direktør i et forsikringsselskab, en mod en bestyrelsesformand i et forsikringsselskab og to mod udbydere af betalingstjenester. Flere af sagerne er afsluttet, uden at der er truffet en formel afgørelse i Finanstilsynet eller i Det Finansielle Virksomhedsråd. En enkelt af sagerne er anket til Erhvervsankenævnet, hvor der ikke er truffet afgørelse.

”Det virker stærkt, når vi tilkendegiver at en person efter vores mening ikke bør sidde i ledelsen. I de tre sager mod bankdirektører er sagerne afsluttet ved, at de pågældende personer har forladt bankernes direktioner,” siger Ulrik Nødgaard.

Finanstilsynet fi sidste år beføjelser til at afsætte ledelser i finansielle virksomheder ud fra en skønsmæssig vurdering, hvor der tidligere var krav om f.eks. strafbare handlinger eller lign.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også