Tidligere bankelev dømt for kursfusk
En tidligere bankelev fra Kolding er ved Vestre Landsret blevet idømt 50 dages betinget fængsel for at skaffe sig selv en fortjeneste ved at manipulere med aktiekurserne. Han slipper for fængsel, hvis han udfører 80 timers samfundstjeneste.
Da han blev ansat som elev i Danske Bank, handlede han privat med aktier via netbanken. Et par måneder efter ansættelsen opdagede bankens overvågningssystem nogle mistænkelige handler med aktier i selskaberne Topotarget og Pharmexa, der nu hedder Affitech.
Stadsfæstelse af dom
Der blev lagt købsordrer ind, og når kursen så steg, blev der solgt store mængder af aktier, hvorefter købsordrerne blev slettet. Det viste sig, at handlerne foregik i bankens eget system, og man fandt frem til den nu 25-årige elev, som straks blev bortvist.
Afgørelsen i Vestre Landsret er en stadfæstelse af en dom fra Retten i Kolding fra oktober sidste år. Den var blevet anket af anklagemyndigheden, der ville have dommen skærpet. Manden er ikke længere ansat i finanssektoren, men er i færd med at tage en handelsuddannelse på Syddansk Universitet. /ritzau/
(RB-Børsen)