Formuepleje bruger milliarder på aktietilbagekøb

Utilfredse aktionærer har tvunget selskabet til at købe aktier tilbage for 2,3 mia. kr. Et problem, erkender direktøren.
RB-Børsen + AH

Investeringskoncernen Formuepleje med syv børsnoterede investeringsselskaber har brugt 2,3 mia. kr. på at købe aktier tilbage fra utilfredse aktionærer. Selskabet ejer nu 27 pct. af alle udestående aktier, og det er uholdbart i længden, erkender direktøren ifølge dagbladet Børsen.

"Det er et problem, og det er noget, vi forsøger at lave om på, blandt andet ved mere information. Det er en af vores største udfordringer i det kommende år," siger direktør i Formuepleje Esben Vibe til avisen.

Han bekræfter, at prisen for de mange opkøb ligger omkring de 2,3 mia. kr. i 2010.

Muligheder begrænsede

De syv børsnoterede selskaber er FormueEvolution I, Formuepleje Epikur, Formuepleje LimitTellus, Formuepleje Merkur, Formuepleje Optimum, Formuepleje Pareto, Formuepleje Penta.

Selskaberne kan ifølge vedtægterne købe op til 90 pct. af deres egne aktier.

"Så længe der stadig er mange, der kan modstår det salgspres, der er fra forskellige sider, er det stadig et levedygtigt koncept. Men også før, man når 90 pct.-grænsen, skal vi alvorligt ind og overveje, hvad vi gør, men mulighederne er begrænsede, for det er jo individuelle børsnoterede selskaber," siger Esben Vibe til Børsen.

(RB-Børsen) + AH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også