Laos åbner ny børs med store stigninger

En af verdens sidste kommunistiske bastioner - Laos - har taget endnu et skridt i moderniseringens retning og har åbnet en fondsbørs i hovedstaden Vientiane.
RB-Børsen

Den første handelsdag bød på store stigninger under begrænset omsætning. Det skriver Vientiane Times. Den laotiske Securities Exchange - LSX - åbnede tirsdag for handel med de blot to virksomheder, som er de første på børsen. Dermed kan investorer handle aktier i de to statsejede selskaber, Electricité du Laos Generation (EDL) og Banque pour le Commerce Exterieur Lao (BCEL).

Handlen på den første dag var dog noget "tynd", da der blev omsat for ca. 2,14 mia. kip svarende (1,7 mio. kr.)

Store stigninger

Til gengæld var handlen særdeles positiv og aktien i BCEL, der har sendt 20 pct. Af kapitalen på børsen, steg fra introduktionsprisen på 5500 kip til 8000 kip (+45 pct.) , mens EDL, som har tilbudt 25 pct. af aktiekapitalen til investorerne, steg fra 4300 kip til 4700 kip. (+9,3 pct.).

Der har tidligere været rygter om, at også det delvist Carlsberg-ejede Lao Brewery Company er på vej til den ny børs.

Den ny fondsbørs er et led i den laotiske regerings forsøg på at tiltrække udenlandske investeringer. Håbet fra myndighedernes side er, at børsen vil kunne tiltrække op mod 8 mia. dollar (46,4 mia. kr.) i nyinvesteringer i landet.

Samarbejde med Sydkorea

Den nye børs er fremkommet gennem et samarbejde med Sydkorea, som har investeret knap 10 mio. dollar i projektet og sidder på 49 pct. af kapitalen, mens den laotiske centralbank - Bank of Laos - har investeret resten.

Laos arbejder på at blive medlem af Verdenshandelsorganisationen WTO og blive en mere integreret del af såvel den asiatiske som den globale økonomi.

Landet, som er klemt inde mellem Vietnam, Thailand og Cambodja, er en af verdens fattigste nationer, men trods store forekomster af mineraler og andre naturrigdomme har det hidtil ikke været muligt at tiltrække udenlandske investorer.

(RB-Børsen)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også