Investeringsforeninger tager initiativ til åbenhed
For at sikre mere åbenhed har de danske investeringsforeninger netop vedtaget en række initiativer, som gør det nemmere for investorer og rådgivere at finde relevante informationer.
Det skriver InvesteringsForeningsRådet, der repræsenterer 30 investeringsforeninger, i en pressemeddelelse.
”Med disse initiativer håber vi, at vi imødekommer ønsket om mere forståelig information på dette område”, siger direktør Jens Jørgen Holm Møller, InvesteringsForeningsRådet i pressemeddelelsen.
”Det er naturligt, at foreningerne løbende vurderer deres produktsortiment – det er også i investorernes interesse. Nu får vi bedre åbenhed om årsagerne til fusionerne og de virkninger, det forventes at have for investorerne”.
Åbenhed på tre ben
Åbenheden skal gå på tre ben. For det første får investeringsforeningerne pligt til at lægge de formelle juridiske dokumenter om fusioner og afdelinger på deres hjemmeside.
For det andet anbefaler InvesteringsForeningsRådet nu sine medlemmer, at de formelle juridiske dokumenter også indeholder letforståelige svar på centrale spørgsmål for ivestorerne.
Endelig lancerer InvesteringsForeningsRådet i foråret 2011 et særligt modul om de lukkede afdelinger på deres hjemmeside. Her kan man for eksempel læse, hvorfor en afdeling er lukket og finde historisk data.