Danske bankkunder betaler årligt et milliardbeløb for serviceydelser, som kan være både meningsløse og værdiløse for den enkelte kunde.

Der er kunder i eksempelvis Ringkjøbing Landbobank, som betaler tusindvis af kroner for rådgivning, selvom de insisterer på at investere selv via netbanken. På samme måde er der kunder i Arbejdernes Landsbank, som betaler for digitale ydelser i netbanken, selvom de udelukkende investerer gennem deres rådgiver i banken. 

Det er ydelser, som bankerne har pligt til at tilbyde, og som kunde betaler man, om man vil det eller ej, for pengene opkræves indirekte gennem det omdiskuterede gebyr, formidlingsprovision, når man køber investeringsbeviser gennem banken. 

Dermed risikerer kunder at betale for noget, som de hverken ønsker eller har brug for, og det møder skarp kritik fra blandt andet Forbrugerrådet Tænk. 

”Det er jo et frygteligt spild af penge for forbrugerne. Det giver sig selv, at man ikke har brug for eksempelvis rådgivning, hvis man er selvbetjeningskunde og omvendt. Så det er meningsløst, at man skal betale for den ydelse. Det er simpelthen respektløst over for forbrugerne, som har svært ved at gennemskue gebyrerne, og ikke okay,” siger Morten Bruun Pedersen, seniorøkonom hos Forbrugerrådet Tænk.

De problematiske ydelser begrænser sig ikke til enkelte banker, men er en udbredt og årelang praksis i sektoren, viser en gennemgang af de største bankers servicetilbud til provisionsbetalende kunder, som FinansWatch har lavet.

Professor Hanne Søndergaard Birkmose, der er leder af Juridisk Institut ved SDU, går skridtet videre. Hun vurderer, at den manglende sondring mellem, hvad kunder har brug for, og hvad de ikke har brug for, kan være i strid med loven. 

”Det er et grundlæggende vilkår, at man skal skelne mellem forskellige distributionsformer. Det har jeg svært ved at se, at pengeinstitutterne gør, og gør man ikke det, har jeg svært ved at se, hvordan det kan flugte med de gældende regler,” siger hun.

På kant med reglerne

Det grundlæggende vilkår, som Hanne Søndergaard Birkmose henviser til, er EU’s investorbeskyttelsesdirektiv, Mifid II, som er implementeret i dansk ret i 2018, og Finanstilsynets danske fortolkning, der indgår i en temaundersøgelse fra 2019. 

I temaundersøgelsen skriver Finanstilsynet blandt andet, at den provision, som en kunde betaler, skal være proportional med værdien af den såkaldte kvalitetsforbedrende service, som banken tilbyder og tager sig betalt for. Og her er der vel og mærke tale om dokumentérbar proportionalitet.

”Finanstilsynet (finder, red), at instituttet for hver distributionsform skal kunne dokumentere, at de tilbudte kvalitetsforbedrende services er proportionale med tredjepartsbetalingen fra netop de kunder, der anvender den nævnte distributionsform, og at de tilbudte services giver en merværdi og er relevante for kunderne med netop den valgte distributionsform.”

”Hvis et institut ikke kan dokumentere ovenstående, lever instituttet ikke op til reglerne,” skriver Finanstilsynet i temaundersøgelsen. 

Spar Nord: ”Vi skal”

Finanstilsynet giver i undersøgelsen også to eksempler på serviceydelser, som efter tilsynets opfattelse ikke lever op til kravene. 

Det ene eksempel er et årligt fysisk rådgivningsmøde, der tilbydes til en selvbetjeningskunde. Det andet er et tilbud om og betaling for avancerede digitale værktøjer til en kunde, som udelukkende investerer på baggrund af rådgivning. 

I eksemplerne bryder bankerne med tilsynets krav om proportionalitet på tværs af distributionsformer, og ydelser af den art kan derfor ikke retfærdiggøre det milliardbeløb, som banker årligt modtager i formidlingsprovision, konstaterer tilsynet. 

Professor Ken L. Bechmann fra Institut for Finansiering ved CBS har selv en fortid som bestyrelsesmedlem i Finanstilsynet, og han er ikke i tvivl om, hvordan Finanstilsynet gerne vil forstås. 

”Eksemplerne er ganske klare. Værdien og relevansen af løbende rådgivning må afhænge af, om man er selvbetjeningskunde eller rådgivningskunde. Bankerne er nødt til at differentiere, det virker åbenlyst,” siger han. 

Finanstilsynet beder i temaundersøgelsen bankerne udvise ”særlig forsigtighed” og desuden tage højde for, hvordan kunderne investerer, når de sammensætter deres servicetilbud. Men i gennemgangen af de store bankers serviceydelser har FinansWatch kun fundet et enkelt eksempel på en bank, der rent faktisk sondrer mellem de to kundetyper. 

Kun Spar Nord arbejder således med to forskellige servicemodeller baseret på kundetype, og her peger Karsten Brøndum Idskov, der er investeringskonsulent i Spar Nord, på netop temaundersøgelsen fra 2019 som årsagen til, at banken gør forskel på kunderne. 

”Det er fordi, vi skal. Finanstilsynet påpegede, at der er forskel på, om man distribuerer produkterne online eller på baggrund af rådgivning, så på baggrund af temaundersøgelsen, valgte vi at dele det op,” siger Karsten Brøndum Idskov. 

Afviser at fremlægge dokumentation

Ingen af de andre store pengeinstitutter i landet – gruppe 1 og gruppe 2 – sondrer direkte mellem selvbetjeningskunder og rådgivningskunder. 

Ken L. Bechmann bemærker, at proportionalitetskravet kan være overholdt, hvis banken på baggrund af den interne fordeling mellem rådgivnings- og selvbetjeningskunder kan dokumentere, at værdien af ydelserne er proportional med den modtagne betaling. Men det er ikke muligt at efterprøve for udefrakommende.

Arbejdernes Landsbank, der udelukkende tilbyder avancerede værktøjer til provisionsbetalende kunder, ønsker ikke at stille op til interview og afviser at svare på spørgsmål om de kvalitetsforbedrende serviceydelser. 

I Ringkjøbing Landbobank bekræfter finansdirektør Sten Erlandsen, at bankens servicetilbud til selvbetjeningskunder er identisk med tilbuddet til kunder, som investerer via en rådgiver. Han fastholder dog, at proportionalitetskravet er overholdt, men afviser at fremlægge dokumentation for det.

”Det vil jeg ikke. Du må stole på, hvad jeg siger,” siger han. 

Vil have tilsynet på banen

Ken L. Bechmann er kritisk overfor, at bankerne hemmeligholder oplysninger, der kan dokumentere, at de følger reglerne. 

”Jeg har svært ved at lade tvivlen komme dem alt for meget til gode, for det skriger jo til himlen, at noget er helt skævt her. Men jeg kan ikke udelukke, at der kan være proportionalitet i det internt,” siger han og fortsætter: 

”Finanstilsynet lægger dog op til, at det burde fremgå ret tydeligt, at der differentieres mellem forskellige kundetyper, og det gør bankerne ikke i det materiale, jeg er blevet forelagt. Så på den baggrund mener jeg ikke, de lever op til den praksis, man må forvente, og som Finanstilsynet har efterspurgt her.”

Morten Bruun Pedersen fra Forbrugerrådet Tænk stemmer i og efterspørger en reaktion fra Finanstilsynet.

”Jeg mener, Finanstilsynet har en god grund til at kigge det her efter i sømmene igen. Om ikke andet for at se, om de standarder, de selv har sat, bliver overholdt,” siger han.