Finansforbundet efter OK-sammenbrud: "Risikoen for en konflikt er meget overhængende"

Formand for Finansforbundet har forhandlet overenskomster siden år 2000. Parterne har aldrig stået så langt fra hinanden som nu, siger han.
Kent Petersen og resten af Finansforbundets delegation forlod forhandlingerne om ny overenskomst efter lidt mere end to timer torsdag. | Foto: Pr/ Finansforbundet
Kent Petersen og resten af Finansforbundets delegation forlod forhandlingerne om ny overenskomst efter lidt mere end to timer torsdag. | Foto: Pr/ Finansforbundet

Der er en reel risiko for, at sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne torsdag ender i en strejke. Sådan lyder det fra Finansforbundets formand, Kent Petersen, i et interview med FinansWatch.

”Jeg har forhandlet overenskomstforhandlinger på vegne af Finansforbundet siden år 2000. Jeg har aldrig oplevet en overenskomstforhandling, hvor vi har været så langt fra hinanden,” siger han.

Forhandlingerne skal flyttes over i Forligsinstitutionen efter at de brød sammen.

”Det er helt klart lønspørgsmålet, der skiller os. Der er vi meget, meget langt fra hinanden,” siger Kent Petersen.

Hvor stor er sandsynligheden for, at det ender i en strejke? 

”Det kan jeg først vurdere, når vi har været i Forligsinstitutionen. Men det er klart, hvis jeg skulle vurdere det med afsæt i, hvor vi er lige nu, så er risikoen for en konflikt meget overhængende.”

Forligsinstitutionen træder til, når parterne på et område ikke kan nå en aftale om at forny overenskomsten. Hvis parterne forkaster et mæglingsforslag fra Forligsinstitutionen bliver der typisk konflikt. 

Kunne ikke acceptere reallønsfald

Kent Petersen fortæller, at Finansforbundet var villig til at acceptere en reallønsnedgang baseret på den store inflation i 2022. Men det var et kardinalpunkt, at arbejdstagerne ikke også skulle æde et yderlige fald i reallønnen i 2023 og 2024.

”Der er ingen mulighed for at sige ja til en reallønsnedgang i 2023 og 2024. Derfor er vi i et seriøst konfliktscenarie,” siger Kent Petersen.

”I forvejen har vi haft en periode, hvor værdien af lønninger er faldet. Jeg kan ikke gå til forhandling og acceptere noget, der yderligere forringer værdien.”

At bankerne også har leveret store overskud i 2022, gør ikke situationen bedre:

”Når man går til en overenskomstforhandling, så har det to formål: Det ene er at fastholde den værdi som løn udgør og sekundært også få en rimelig andel af den værdistigning, som virksomhederne har skabt, fordi medarbejderne også har været med til at skabe den,” siger han. 

I 2014 afgav Finansforbundet to konfliktvarsler og forhandlingerne endte også i Forligsinstitutionen. Men forløbet i 2023 er ifølge Kent Petersen langt mere alvorligt, selv om Finansforbundet først i dag har afsendt sit første konfliktvarsel.

Kent Petersen vil ikke fortælle mere konkret, hvilken lønstigning Finansforbundet har fundet uacceptabel. Han afviser, at arbejdstagernes krav er uansvarlige i en tid med høj inflation.

”Der ligger en klar aftale mellem os og arbejdsgivere om, at vi ikke nævner tal fra forhandlingerne. Det er et super komplekst bagtæppe, og derfor synes vi selv, at vi har været relativt fornuftige og afdæmpede,” siger han.

Modparten i Finanssektorens Arbejdsgiverforening vil ikke stille op til interview, men henviser til et skriftligt svar fra adm. direktør Nicole Offendal. Her peger hun netop på, at stor økonomisk usikkerhed bør føre til mådehold med lønningerne: 

”Vi ved ikke, om der venter en økonomisk opbremsning rundt om hjørnet. Bremser økonomien op, kan for høje lønstigninger udløse fyringsrunder i sektoren og forringe virksomhedernes konkurrenceevne. Vi er ikke enige om, hvad der er ansvarlige lønstigninger i det nuværende økonomiske miljø,” udtaler hun.

Gik efter få timer

Forhandlingerne brød sammen efter tre møder. På de første to behandlede parterne kravene til overenskomsten overordnet. Løn var først et tema på det tredje møde, der fandt sted i dag, torsdag. Parterne satte sig om bordet kl. 12:15 og allerede kl. 14:00 forlod Finansforbundet forhandlingerne. 

”Det gik meget hurtigt op for os, at vi var meget langt fra hinanden. Så er der ingen grund til at blive siddende,” siger Kent Petersen. 

Her der været villighed fra jeres side til at bøje jer i forhandlingerne, når de kunne bryde sammen så hurtigt?

”Min vurdering var, at det ikke var muligt at nå et resultat som begge parter kunne se sig ind i, og så må man konstatere, at når det ikke kunne lade sig gøre, så må man have Forligsinstitutionen til at hjælpe sig frem til mål,” siger Kent Petersen. 

I en meddelelse har Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) indikeret, at det fortsat er muligt for parterne at mødes uden om Forligsinstitutionen. Men det ser Kent Petersen ikke som en farbar vej at gå.

”Vi anser ikke, at det er muligt at nå et resultat uden for,” siger han.

Det er nu op til Forligsinstitutionen at vurdere, om det rigtige er at lade overenskomsterne i finanssektoren køre videre isoleret eller mere i samspil med de andre forhandlinger, der fortsat er i gang på det private arbejdsmarked. Finanssektoren er et selvstændigt overenskomstområde, og derfor er det muligt at behandle forhandlingerne særskilt. 

”Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad der er det rigtige at gøre; det er jo et stort kludetæppe, der skal samles, og jeg har ingen forventning om, at vi får noget helt andet end det, resten af arbejdsmarkedet får. Så det vil også være naivt at tro, at der ikke er en eller anden form for samspil,” siger Kent Petersen.

Klar på kort overenskomst

Finansforbundet var indstillet på at forkorte overenskomstperioden fra tre til to år. 

”Vores vurdering var, at vi kunne skue mod en to-årig horisont med den økonomiske usikkerhed, der trods alt er. Så det at kigge på en tre-årig overenskomst ville blive for vanskeligt situationen taget i betragtning,” siger Kent Petersen.

Hvor Kent Petersen har været med til at forhandle overenskomster siden år 2000, sidder der nye ansigter i spidsen for arbejdsgiverne. FA’s direktør Nicole Offendal trådte til i 2021, og formand Karsten Breum kom ind i organisationen under forhandlingerne om den seneste overenskomst i 2020.

Kent Petersen vil ikke kommentere, om det har haft en betydning for forhandlingerne. 

”Jeg har ikke rigtig lyst til at udtale mig om min forhandlingsmodpart. Det er dem, vi sidder overfor, og jeg går ud fra, at de har deres taktiske overvejelser. Det kan jeg mene det ene eller andet om. Vi er hvor vi er. Der er afleveret et konfliktvarsel, fordi vi ligger så langt fra hinanden, og vi har fået et tilbud, der indebærer en forventning om en yderligere reallønsnedgang i 2023 og 2024. Det kan vi ikke acceptere.” 

Vil skabe frustration

Kent Petersen er helt på det rene med, at sammenbruddet også vil skabe frustration blandt visse af Finansforbundets medlemmer. 

”Der er ikke rigtig nogen af os, der synes, at en sådan situation er rigtig optimal. Omvendt tror jeg, at hvis medlemmerne får en erkendelse af, hvad vi bliver tilbudt, så vil de være helt enige i, at det skridt vi har taget, er det helt rigtige.” 

Finanssektorens Arbejdsgiverforening har tidligere fremhævet et andet emne end løn som vigtig i forhandlingerne, nemlig trivsel og kompetenceudvikling. Men det har ikke været en stor prioritet for Finansforbundet, da den nuværende overenskomst allerede indeholder mange gode redskaber, påpeger Kent Petersen: 

”Trivsel og kompetenceudvikling vejer meget tungt, men det er mere et spørgsmål om at tage fat, og så i fællesskab med arbejdsgiverne få brugt værktøjerne, hvorimod den økonomiske situation jo har kaldt på at særligt løn skulle have et stort fokus.” 

Overenskomsten udløber 1. april. Forligsmanden har mulighed for at udsætte en konflikt to gange 14 dage, hvis samfundshensyn taler for det. Dermed vil en eventuel strejke højst sandsynligt bryde ud i starten af maj, da finanssektoren er en samfundskritisk sektor. 

”Ingen har gavn af en konflikt. Det er ikke fordi jeg er fortaler for en konflikt. Men det er et redskab, der kan anvendes af en organisation som Finansforbundet. Når der er så stor afstand, så er det jo altid en væsentlig risiko. Vi er i et seriøst konfliktscenarie,” siger Kent Petersen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også