Minister: Arbejdsgiver skal betale løn på afskaffet helligdag

Ny regering vil afskaffe en helligdag, og kompensationen skal være løn betalt af arbejdsgiver, siger minister.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Det er arbejdsgiverne alene, der skal betale lønnen på den ekstra årlige arbejdsdag, der kan komme som resultat af regeringens foreslåede afskaffelse af en helligdag.

Det siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

”Det bliver en arbejdsdag ligesom alle andre dage på året, og den løn er selvfølgelig betalt af ens arbejdsgiver,” siger hun.

Den nye SVM-regering har i sit regeringsgrundlag lagt op til at fjerne en helligdag fra 2024 for at finansiere øgede forsvarsudgifter.

Det er ikke fastlagt, hvilken helligdag regeringen vil fjerne. Men statsminister Mette Frederiksen (S) pegede selv i forbindelse med præsentationen af regeringsgrundlagt på store bededag 5. maj.

”Det er politisk besluttet, hvor mange helligdage vi har i vores land. Vi lægger politisk op til, at der skal være en mindre. Det skal man selvfølgelig have løn for,” siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Modsat i regeringsgrundlaget nævner Ane Halsboe-Jørgensen nu flere områder end bare Forsvaret, som afskaffelsen af en helligdag kan finansiere i fremtiden.

”Hvis vi eksempelvis vil investere pengene i psykiatrien, klima eller Forsvaret, er vi også nødt til at skrue på de ting, der får nogle penge ind i kassen. Der er det at arbejde på en helligdag, er et af bidragene til at kunne alt det, vi gerne vil,” siger beskæftigelsesministeren.

Ifølge regeringen vil en afskaffelse af en helligdag øge arbejdsudbuddet og dermed skaffe flere penge i statskassen.

Men det er uvist, hvor mange penge det vil medføre, for regeringen har ikke fremlagt nogle beregninger.

Torsdag kom det frem, at der er indkasseret 52,4 milliarder kroner mere end ventet i statens nettokasse ifølge nye tal fra Nationalbanken.

Men det fjerner ikke regeringens blik på en helligdag.

”Der er virkelig stor forskel på, om vi lige nu og her har styr på pengene, og om vi på sigt har en holdbar økonomi, og at vi i det hele taget har balance i tingene,” siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Regeringen har endnu ikke fremlagt et lovforslag til, hvordan modellen for en afskaffelse af en helligdag skal være.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også