Renteudsving på det højeste siden pandemiens start
![Foto: Tom Brenner/REUTERS / X06967](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article13743995.ece/ALTERNATES/schema-16_9/doc7jr4cgl8cy112fov6fri.jpg)
De amerikanske statsobligationer er blevet ramt af de største kurs- og renteudsving siden pandemiens start i marts 2020.
Det skriver Financial Times.
Ice Data Services-index, som måler volatiliteten i markedet for statsobligationer er den seneste uge hoppet i vejret og har nået det højeste niveau i to år, da frygten for en væbnet konflikt i Ukraine, hvor Rusland ved grænsen truer med tusindvis af soldater, har sendt nervøsitet ind i markederne.
Samtidig er der tiltagende frygt for, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, Fed, vil slå en på en meget stejl stramningscyklus for sin toneangivende rente, da inflationen i USA, senest i januar på 7,5 pct., ligger i sit højeste siden 1982.
"Enhver bid af kommentarer fra en Fed-taler eller lille stykke data har haft en relativt set ganske stor effekt," siger Michael de Pass, chef for obligationshandel hos Citadel Securities, til Financial Times.
Udsvingene gør det sværere - og dyrere - for investorerne at handle i markedet for amerikanske statslån, der har en samlet værdi på 22.000 mia. dollar. Og det øger risikoen for uhensigtsmæssige udviklinger i andre markeder, da obligationsmarkedet i USA er det største i verden og en af de vigtigste kilder til placering af likviditet.
"Likviditeten, på grund af den forhøjede volatitlitet, har på visse tidspunkter været signifikant reduceret , siger Michael de Pass og peger især på sidste uges rentehop, da James Bullard, chef for centralbankens distrikt i St. Louis, talte for enten en dobbelt renteforhøjelse på næste rentemøde i midten af marts eller for en "utidig" renteforhøjelse inden da."
Den torsdag steg den tiårige rene med 9 basispoint, mens den toårige røg op med 22 basispunkter.