Mødereferat flager chance for hurtigere renteløft end ventet

Mødedeltagerne var enstemmigt enige om, at det var nødvendigt at løfte renterne allerede i år som følge af den høje inflation.
Aktierne faldt som følge af udmeldingen. | Foto: Andrew Kelly/REUTERS / X02844
Aktierne faldt som følge af udmeldingen. | Foto: Andrew Kelly/REUTERS / X02844
AF MARKETWIRE

Referatet af det seneste rentemøde hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve, peger på en chance for hurtigere renteløft fra centralbanken end tidligere ventet.

Det vil i givet fald ske på baggrund af en stærk økonomi, et stramt arbejdsmarked og en fortsat meget høj inflation.

Sådan lyder det i referatet fra mødet hos Federal Reserves rentekomité, Federal Open Market Committee (FOMC), der blev afholdt i midten af december.

Referatet har umiddelbart givet yderligere fald blandt aktierne, mens statsrenterne er steget.

En del af medlemmer af FOMC vurderede i øvrigt også på rentemødet, der blev afholdt den 14. og 15. december, at det vil være hensigtsmæssigt at begynde at slanke den efterhånden markante balance hos Federal Reserve kort efter renteforhøjelserne.

"Medlemmerne noterede sig, at grundet deres individuelle udsigter for økonomien, arbejdsmarkedet og inflationen kan det blive nødvendigt øge Fed funds-renten tidligere eller i et højere tempo, end medlemmer tidligere havde ventet," fremgår det blandt andet af referatet.

"Nogle medlemmer noterede sig også, at det kan være passende at begynde at reducere størrelsen af Federal Reserves balance relativt kort efter påbegyndelsen af renteløftene," fremgår det ifølge Bloomberg News yderligere af referatet.

Tæt på at nå mål for renteforøgelse

Konklusionen på decembermødet hos Federal Reserve var også, at nedtrapningen af det igangværende obligationsopkøbsprogram, der blev sat i gang i november, skulle op i tempo, så det er afsluttet allerede i marts i år.

Samtidig var medlemmerne af FOMC efter mødet enstemmigt enige om, at det er nødvendigt at begynde at løfte renterne allerede i år som følge af den høje inflation.

"Den information, der var tilgængelig på tidspunktet for mødet den 14.-15. december pegede på, at væksten i det amerikanske bruttonationalprodukt var stigende i fjerde kvartal efter at være gået ned i tempo i tredje kvartal. Arbejdsmarkedets betingelser fortsatte med at forbedre sig i oktober og november," fremgår det blandt andet af referatet fra mødet.

"Inflationen i forbrugerpriserne gennem oktober - målt på PCE - forblev forhøjet," står det videre i referatet.

Medlemmerne af FOMC blev også enige om, at den forhøjede inflation nu havde varet så længe, at det var passende at fjerne formuleringen om en forbigående høj inflation i de officielle tekster, fremgår det.

Futures indikerr første renteløft i marts

Kigger man på udviklingen i de såkaldte fed funds-futures, der viser markedets vurdering af sandsynligheden for renteændringer, er der efter referatet godt 80 pct. sandsynlighed for, at den første renteforhøjelse fra Federal Reserve vil falde allerede i marts.

Det viser data fra Bloomberg News.

For maj 2022 er sandsynligheden helt oppe på over 93 pct.

Aktier falder og renter stiger efter referat

Reaktionen på FOMC-referatet på de finansielle markeder er umiddelbart aktiefald og rentestigninger.

Dow Jones-indekset, der før referatet lå til sin tredje rekord på stribe, er efterfølgende vendt til et fald på 0,4 pct., og faldet i Nasdaq-indekset er tiltaget til 2,1 pct., ligesom S&P 500-indekset, der før referatet lå til et mindre fald, efterfølgende bakker med 1,0 pct.

Samtidig stiger renten på den toneangivende tiårige amerikanske T-bond til 1,70 pct. fra omkring 1,68 pct. før referatet.

Det er 5 basispoint højere end niveauet ved lukketid tirsdag og samtidig det højeste niveau længe.

Lunar har fået ny HR-chef

Lunar vil kapre velhaverkunder med nyt rentetilbud 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også