FinansWatch

Regeringen udskyder fristen for virksomheders årsrapporter

Regeringen har besluttet, at fristen for indsendelse af virksomheders årsrapporter skal udskydes med tre måneder. Det sker efter ønske fra erhvervslivet og med Folketingets opbakning.

Foto: PR-foto

Fristen for virksomheders årsrapporter er blevet udskudt af regeringen for at tage presset om deadline af erhvervslivet under coronakrisen.

Fristudskydelsen skal aflaste omkring 200.000 danske virksomheder, der i år oprindeligt skulle aflevere årsrapport senest den 31. maj, men som nu får yderligere tre måneder til at arbejde med årsrapporterne i.

Det oplyser Regeringen i en pressemeddelelse.

"Regeringen har lyttet til den meget utvetydige appel fra erhvervslivet. Rigtig mange virksomheder og deres revisorer kæmper lige nu med at få forretningen til at hænge sammen. I sådan en presset tid skal vi selvfølgelig gøre, hvad vi kan for at hjælpe virksomhederne til at kunne håndtere de mest akutte problemer først," siger erhvervsminister, Simon Kollerup, i meddelelsen.

Med det nye lovforslag får erhvervsministeren bemyndigelse til at lave en generel forlængelse af fristen til at indsende årsrapporten, som i en periode skal gælde for alle virksomheder, der er omfattet af årsregnskabsloven.

"Rent praktisk er det for eksempel en virkelig stor udfordring for virksomhederne at skulle afholde generalforsamling eller lave lageroptælling i den her tid, der er mere præget af krisestyring, og hvor vi jo også beder virksomhederne udvise god adfærd for at begrænse smitten," siger Simon Kollerup i meddelelsen.

Lovforslaget bliver fremsat tirsdag den 31. marts og hastebehandles efter aftale med Folketingets partier. Forventningen er, at lovforslaget bliver vedtaget torsdag den 2. april, fremgår det af meddelelsen.

Virksomheder, der er blevet ramt direkte af forsamlingsforbuddet, og som derfor for eksempel er nødt til at udskyde deres generalforsamling, har allerede fået dispensation.

Denne artikel er leveret af vores søstermedie AgriWatch.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere