Nordea: Konverteringsbølge overgår forventning

Efter den senere tids rentefald var det ventet, at der frem mod opsigelsesfristen i fredags, ville blive opsagt lån for mange milliarder. Alligevel overgår niveauet af opsigelser forventningerne.
AF RITZAU FINANS

I hvert fald hos Nordea Kredit, som havde modtaget opsigelser af fastforrentede lån for ikke mindre end 89 mia. kr., hvilket var langt mere de 75 mia. kr., realkreditinstituttet havde ventet på forhånd.

Ifølge Nordea Kredit skal man helt tilbage til 2005 for at finde en konverteringsbølge i samme størrelsesorden. Opsigelserne i den seneste opsigelsesperiode tog for alvor fart de sidste dage inden fristen.

"For én uge siden var der kun opsagt lån for 34 mia. kr., hvorfor man må sige, at boligejerne er gået konverteringsamok i den seneste uge, hvor der er blevet opsagt lån for ikke mindre end 55 mia. kr.," skriver boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit i en kommentar.

Hun tilføjer, at langt de fleste konverteringer er foretaget fra 30-årige 4 og 3,5 pct. lån til tilsvarende 2,5 og 2 pct. lån, om end en del boligejere med 30-årige 3 pct. også er sprunget med på vognen.

Også hos Realkredit Danmark meldes om største konverteringsbølge i ti år. Her har kunder opsagt lån for 90,8 mia. kr. inden opsigelsesfristen i sidste uge.

"Generelt må vi sige, at dagens tal viser, at mange af låntagerne er meget opmærksomme på deres omlægningsmuligheder og gør brug af dem når, det kan betale sig," siger seniorøkonom Liselotte Ravn Bærentzen fra Realkredit Danmark i en kommentar.

 

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også