Vismænd: Begræns adgang til flekslån i boligen

Det Økonomiske Råd anbefaler, at man sætter en øvre grænse for, hvor meget af boligen, der kan være belånt med flekslån.
AF RITZAU FINANS

Adgangen til at finansiere sin bolig med flekslån bør begrænses. Det udgør nemlig en risiko for den økonomiske vækst, hvis renten pludselig stiger kraftigt og dermed boligejerens ydelse. Det kan være udløst af en valutakrise.

Derfor anbefaler de økonomiske vismænd i deres efterårsrapport, at adgangen til lån med variabel rente begrænses til 80 procent af boligens værdi. I dag kan boligen i princippet være finansieret helt af lån med variabel rente, de 80 procent af boligens værdi i et realkreditinstitut og resten i banken.

En kraftig stigning i renten og dermed højere ydelse suger købekraft ud af boligejerne og kan i værste fald udløse et fald i privatforbruget af en størrelsesorden, der kan føre til stigning i arbejdsløsheden og fald i beskæftigelsen.

Dermed bæres risikoen ved rentetilpasningslånene ikke alene af dem, der optager lånene for at opnå en lav rente, men bredere dele af samfundet. Den afsmittende effekt kan begrunde en strammere regulering af boliglån med variabel rente, mener vismændene.

"I dag kan man reelt sætte 100 procent af husets værdi i pant for lån med variabel rente. En behersket nedsættelse af denne grænse vil reducere den makroøkonomiske risiko. Derfor er det en god idé at indføre en lånegrænse for variabelt forrentede boliglån," siger overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, der er økonomiprofessor ved Københavns Universitet.

Vismændene hilser det velkommen, at realkreditinstitutterne samlet set skal begrænse mængden af afdragsfrie lån efter de retningslinjer, som Finanstilsynet netop har udstukket i sin såkaldte tilsynsdiamant.

/ritzau/
 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også