Hård kritik af råd om boliglån

Rådet om at skifte fra en låntype til en anden er yderst tvivlsomt, mener to økonomer.
AF LARS NIELSEN, epn.dk

Boligejerne bliver kørt rundt i manegen af banker og realkreditinstitutter. Rådet om at gå fra en låntype til en anden kan udvikle sig til en dårlig forretning. For alt tyder på, at renten forbliver lav de næste mange år, mener to økonomer.

En af dem er Jens Scherning fra AgroMarkts, der før har vist stor træfsikkerhed med sine renteprognoser.

"Den ene uge skal du tage en 10-årig rente, næste uge en variabel rente, ugen efter en fast rente, dernæst det nye CITA-lån. Det virker på mig ene og alene for at skabe omsætningsvækst, idet der faktisk ikke er den store konverteringslyst på grund af den stabilt lave rente," siger Jens Scherning til epn.dk.

Også Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet, undrer sig over realkreditinstitutternes råd. Ikke mindst rådet om at vælge et fast forrentet lån til en lav rente for at spekulere i senere at konvertere lodret, er tvivlsomt, mener han. Der er nemlig ikke udsigt til rentestigninger foreløbig.

Faldet meget

Og det er en forudsætning for, at rådet giver bonus. For hvis ikke man kan konvertere lodret på et tidspunkt, betaler man mere end nødvendigt. Den effektive rente efter skat på et fast forrentet lån er ca. 3 pct., renten på et femårigt flekslån blot ca. 1 pct.

"Renten er godt nok faldet meget, og de fast forrentede lån er mere attraktive, end de har været længe. På den anden side betyder en ny rentebund ikke per automatik, at renterne herefter vil stige igen, siger Per Hansen til epn.dk.

Han tror simpelthen ikke på, at renten stiger foreløbig.

"Jeg er fortsat ikke overbevist om, at ECB vil hæve renterne på denne side af 2018. Europa er i lavvækst og har strukturelle udfordringer, ekstrem arbejdsløshed i Sydeuropa og lav eller ingen inflation," lyder det fra Nordnet-økonomen.

Kan ikke kontrolleres

Heller ikke Jens Scherning tror på stigende renter i Europa foreløbig.

"Renten kan tidligst stige omkring 2018-2020 i vores optik. Desuden skal f.eks. USA igennem endnu en lavkonjunktur, og først derefter kommer en mere normal vækst, som kan trække renten og inflationen med op," siger Jens Scherning.

Flekslån vil derfor være langt billigere end fast forrentede lån i de kommende år. Det forstærkes af, at den korte rente i højere grad kan påvirkes politisk.

"Markedsrenterne kan ikke kontrolleres og kan tænkes at stige. De politisk fastsatte renter derimod, som også danner basis for rentetilpasninger, har en anden mekanisme. Jeg kan godt forstå, at investorerne finder de fast forrentede lån interessante. Rentetilpasning er dog fortsat mest attraktivt uden udsigt til stigende renter," fastslår Per Hansen.

Udsigterne til fortsat lav rente er ikke nok til, at Nordea Kredit vil ændre sit råd til boligejerne. Instituttet har ligesom sine konkurrenter længe anbefalet kunderne at vælge et fast forrentet lån. Alternativt at vælge et flekslån med længere løbetid.

Advarer mod spekulation

"Vi er af den opfattelse, at det fastforrentede lån vil være det rigtige lån for rigtig mange boligejere. Først og fremmest fordi renten i øjeblikket er meget lav, og at det normalt er når renten er lav, at det kan betale sig at låse den fast i flere år fremover," siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann, til epn.dk.

De fast forrentede lån giver en høj sikkerhed, mener hun.

"De giver sikkerhed mod rentestigninger og dårlig nattesøvn og en vis sikkerhed for friværdien. Når renten på et tidspunkt stiger igen, vil det lægge pres på boligpriserne. I den situation vil boligejerne kunne indfri deres fast forrentede lån til en lavere kurs og dermed skære en bid af deres restgæld."

Lise Nytoft Bergmann advarer boligejerne mod at spekulere alt for meget i den fremtidige renteudvikling.

"Boligejerne skal vælge lån ud fra deres økonomi her og nu. Hverken vi eller andre kender den fremtidige renteudvikling, og renten kan udvikle sig mærkbart anderledes, end hvad både vi og andre forventer. Det har vi set de senere år, hvor renterne er faldet mere, end de fleste havde troet muligt. På den baggrund fraråder vi også, at man vælger lån alene med spekulation for øje," siger Lise Nytoft Bergmann.

 

 

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også