Nykredit: EU's realkreditudkast er til at leve med

"Vi kunne have ønsket os mere, men vi må også erkende, at det kunne have gået meget værre." Sådan lyder kommentaren fra Nykredits topchef, Michael Rasmussen, til det udkast til nye regler om realkreditobligationers likviditet, som EU-Kommissionen lagde frem i sidste uge.
Foto: Polfoto
Foto: Polfoto
AF RITZAU FINANS

Hvis reglerne bliver vedtaget, betyder det, at bankerne ikke i samme grad som nu kan medregne danske realkreditobligationer i deres likvide beholdninger. Kun obligationer, der opfylder en række nærmere kriterier, kan medregnes som ekstremt likvide aktiver (”level 1”) i bankernes likviditetsberedskab, ligesom statsobligationer.

Realkreditobligationer, der medregnes i level 1, omfattes af et såkaldt ”haircut” på 7 pct. og kan således indregnes 93 pct. Obligationerne må derudover udgøre op til 70 pct. af den enkelte banks likviditetsberedskab.

Blandt de kriterier, obligationerne skal leve op til, er et krav om, at obligationsserier skal have mindst 500 millioner euro (3,7 milliarder kroner) i volumen for at blive blåstemplet i den bedste kategori.

Og ifølge en analyse, som BRF Kredit har foretaget for Jyllands-Posten, vil konsekvensen være, at kun 170 af 1651 danske obligationsserier lever op til reglerne. De serier er til gengæld så store i volumen, at de udgør 80 procent af den samlede volumen på det danske marked.

Selv for Nykredit, der er den største aktør på realkreditmarkedet, vil det give problemer for visse obligationsserier, medgiver direktøren.

"Der er en række af vores serier, der ikke er store nok, men det er stadigvæk 80 pct. af den samlede volumen, der kvalificerer," pointerer Michael Rasmussen.

Michael Rasmussen kan dog godt være bekymret for, hvad der vil ske i stressede situationer, hvor udlandet sælger markant tilbage af danske obligationer.

"Men får vi nogle mekanismer til at håndtere sådanne stressede situationer, tror jeg godt, vi kan komme igennem," vurderer han.

"Når vi ser på, hvordan udsigterne var for tre til seks måneder siden, så synes jeg, at de danske politikere, EU-parlamentarikere, Nationalbanken og tilsynet har gjort en flot indsats for at få det til at lande, hvor det er nu," tilføjer direktøren.

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også