Sikre boliglån til eksamen

Større renteforskel på obligations- og flekslån kan påvirke vores valg af boliglån.
AF LARS NIELSEN, epn.dk

De sikre boliglån kommer til eksamen i de kommende måneder.

På kun tre måneder er renteforskellen mellem flekslånene og de mere sikre obligationslån blevet markant større. Renten på de 30-årige obligationslån er steget med 0,75 pct.-point, mens den etårige fleksrente blot er steget 0,25 pct. point.

Stigningen betyder, at det afdragsfrie 4 pct. lån er blevet genåbnet. Samtidig er kursen på 3,5 pct. lånet nede i 96,5, og dermed er det ikke længere så attraktivt.

En test

"Den seneste tids renteudvikling kan samlet set blive lidt af en test for, hvorvidt danskerne er blevet mere snusfornuftige i deres valg af realkreditlån - eller om det i høj grad mere vil være det økonomiske aspekt her og nu, der spiller den primære drivkraft i lånebeslutningen," siger cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig, til epn.dk.

Vi skal tilbage til starten af 2011 for at opleve lige så kraftige rentestigninger for den 30-årige toneangivende realkreditrente på så kort tid. Det betegner Christian Hilligsøe Heinig som: en "ganske usædvanlig udvikling, og det illustrerer nok engang, at når først stemningen vender på de finansielle markeder, så kan det gå rigtig hurtigt i den ene eller anden retning."

Han er ikke i tvivl om, at den store prisforskel vil påvirke boligejerne, når de skal vælge et lån. Forskellen mellem den 1-årige og den 30-årige rente er næsten 3,3 pct.-point. Den har ikke været højere siden foråret 2011, og er i dag langt over gennemsnittet på 2,3 pct.-point i perioden fra 2004 og frem til i dag.

Afgørende forskel

Renteforskellen har historisk set været meget afgørende. I 2007 var renteforskellen på den 1-årige og den 30-årige boligobligation under 1 pct. point. Siden er forskellen blevet større og større, og det er formentlig en vigtig forklaring på, at de historisk lave kuponrenter på fastforrentede lån ikke betød, at obligationslånene for alvor erobrede terræn fra flekslånene.

Den store renteforskel får ikke Realkredit Danmark til at ændre sin rådgivning. Opfordringen er, at boligejerne skal benytte sig af det fortsat lave renteniveau til at sikre sig flere år frem tiden.

"Det ændrer dog ikke ved, at hvis den nuværende renteforskel er af mere vedvarende karakter, så vil det være overraskende med vores øjne, hvis de fastforrentede lån ikke kommer til at tabe markedsandele over de kommende kvartaler," siger Christian Hilligsøe Heinig.

Han forventer en stigende søgning mod de lidt længere F3- og F5-lån.

Sådan bliver renten på nyt flexlån

RD’s konkurrenter kopierer nyt lån

RD forventer markant færre F1-lån hurtigt 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også