BRF: Alle arbejder på en afløser for F1-lånet

Sven A. Blomberg fra BRF er ikke i tvivl om, at de forskellige institutter er i gang med at forberede de nye lån, der skal afløse det kritiserede F1-lån.

BRF-direktøren Sven A. Blomberg siger til FinansWatch, at han personligt synes, at F1-lånet er et glimrende lån, men at det ikke ændrer ved, at realkreditinstitutterne naturligvis er opmærksomme på de kritiske røster fra bl.a. S&P – og derfor er der et meget konkret arbejde i gang i hele sektoren, hvor der arbejdes på at skrue et nyt lån sammen, så F1-lånene ikke skal gøre det dyrere for dansk realkredit at funde sig.

”Jeg tror ikke, at du kan finde et dansk realkreditinstitut, der ikke kigger på, hvad der er af alternativer til det traditionelle F1-lån. Vi ved, at der er nye krav på vej omkring net stable funding ratio, men vi kender endnu ikke niveauerne, som EU vil implementere. Vi kender lidt til Sifi-kravene, men ved  heller ikke præcist, hvor de lander henne. Det er derfor, at folk i sektoren tøver. Fordi der er så mange ubekendte,” siger Sven A. Blomberg til FinansWatch.

Produktsnedkerier

Han mener, at det er logisk, at ingen vil melde præcist ud, hvad de vil gøre endnu.

”Men jeg er sikker på, at alle i sektoren, det gælder også for vores eget vedkommende, er i gang med at se på, hvordan produktet skal se ud, der skal afløse F1-lånet.”

Så du er sikker på, at F1-lånet lever på lånt tid, og at sektoren nok skal komme med et alternativ, som også rating-bureauerne vil være tilfredse med?

”Ja, der kommer en afløser for F1-lånet. Vi ved bare endnu ikke, hvordan det kommer til at se ud. Men det er noget, som der arbejdes på i de forskellige produkt-snedkerier rundt omkring i sektoren,” siger Sven A. Blomberg til FinansWatch.

BRF-direktøren minder om, at sektoren af konkurrencemæssige årsager ikke kan udarbejde en fælles løsning.

Udbredelse på retur

”Af lovgivningsmæssige årsager, altså p.g.a. konkurrencelovgivnigen, kan vi ikke gøre noget sammen i branchen, der kan forhindre ratingbureauernes syn på F1’erne. Det er derfor, at der ikke er nogen, der konkret melder ud, hvad de kunne forestille sig at ville gøre. Vi er jo konkurrenter. Men alle arbejder på en afløser for F1-lånet.”

Sven A. Blomberg siger videre, at man også skal bide mærke i, at F1-lånet udbredelse altså er på retur.

”Jeg har lige fået tal ind fra Nationalbanken, der viser, at der er brugt færre rentetilpasningslån end tidligere. For 12 måneder siden var der 31 pct. af boligejerne, der havde 1-årige lån, og det tal er nu faldet til 27 pct. Og det er en bevægelse, der er afstedkommet af den lave rente også på de fastforrentede lån, der har været en debat i medierne omkring de her låntyper og så har sektoren indført en ændret prisstruktur, som gør, at refinansieringen af de korte lån er blevet dyrere og dermed mindre attraktive,” siger Sven A. Blomberg til FinansWatch.

Landets næststørste institut RD præsenterede tidligere på året, at man efter sommerferien sender et nyt produkt på banen, som skal være et alternativ til F1-eren. Lånet får tre-årig løbetid, men renten justeres hvert halve år med reference til Cita-renten.

S&P: Slap regulering rammer danske banker 

Nyt lån skal afløse F1'eren 

Nordea kigger spændt på RD's nye lån

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også