Flere smutveje til evig afdragsfrihed

Der er overraskende mange muligheder for at låne afdragsfrit længere end 10 år.
AF LARS NIELSEN, epn.dk

Bo til leje i dit eget hus. Den mulighed har mange danske boligejere, for selv om realkreditlån kun er afdragsfrie i 10 år, er der så mange smuthuller, at det reelt er muligt at bo i sin bolig uden at betale afdrag nogensinde.

Størst mulighed har kunder i Nordea Kredit, mens det er noget sværere for kunder i Nykredit.

Nordea Kredit giver de afdragsfrie boligkunder et tilbud, der kan være svært at sige nej til. Forlænger de løbetiden på deres flekslån, kan de få 10 års afdragsfrihed lagt oveni gratis. Men det haster, for beslutningen skal tages inden 1. november.

Boligen skal vurderes

Der er disse krav: Boligen skal vurderes, og kan lånet holdes indenfor 75 pct. grænsen, kan afdragsfriheden uden videre forlænges. Det vil sige, at hvis huset vurderes til 2 mio. kr., kan man få et afdragsfrit lån på 1,5 mio. kr.

Og selv om huspriserne er faldet dramatisk de senere år, vil det ikke påvirke de kunder, der er tæt på at have opbrugt de første 10 år med afdragsfrihed. Lånene blev indført i 2003, så afdragsfriheden ophører allerede næste år for nogle.

"Det bliver formentlig ikke noget problem at holde lånet inden for de 75 pct. Huspriserne i dag er højere end i 2003. Kurven knækker først i 2004 og 2005, hvor boligpriserne for alvor begyndte at stige," siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

Større pukkel

De afdragsfrie lån slog dog først for alvor igennem  i 2005, men også for de boligejere er der måske grund til allerede nu at bruge det ekstremt lave renteniveau til at sikre sig yderligere 10 års afdragsfrihed.

Hvis man har kørt med et F1- eller et F2-lån i otte år, og afdragsfriheden udløber i 2015, kan man nu gå over i et F5-lån til en rente på blot 1,30 pct. Dermed sigter man mod 18 års uden at betale af på sin gæld.

"Man skal huske, at lånet skal afdrages under alle omstændigheder, og det skal så ske på blot 12 år," siger Lise Nytoft Bergmann.

Men sælger man boligen i løbet af de 18 år, slipper man helt uden afdrag.

Boligejere, der vil have forlænget løbetiden på afdragsfriheden, men ikke på selve flekslånet, skal betale 2.500 kr. for det i Nordea.

Andre betingelser

Helt så let er det ikke for boligejere i de andre realkreditinstitutter. I Realkredit Danmark er der dog et smuthul for de boligejere, hvor størrelsen på lånet udgjorde 70 pct. eller derunder af boligens værdi, da lånet blev optaget. Den type lån har som udgangspunkt 20 års løbetid, og det gælder for alle realkreditinstitutter.

I BRFkredit skal der foretages en ny vurdering og en reel låneomlægning, hvis man vil forlænge afdragsfriheden. Sværest er det i Nykredit, der har indført tolagsbelåning. Det betyder, at der altid skal afdrages af de yderste 20 pct. på boliglånet.

Nordea Kredit har i forvejen som det eneste institut et lån med mulighed for 30 års afdragsfrihed.

I øjeblikket kan Nordea kun tilbyde 30 års afdragsfrihed som rentetilpasningslån. Efterspørgslen har været meget stabil de senere år, og ifølge Lise Nytoft Bergmann er lån med 10 års afdragsfrihed fortsat de mest populære.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også