Glæde over kvalitetsstempel til dansk realkredit

Selvom der var malurt i bægeret, hvor F1-lånenes fremtid synes mere usikker, så vurderer både Realkreditrådet og Realkreditforeningen, at gårsdagens hændelser i EU-Parlamentet var lig med en dansk sejr.

Den første melding fra Realkreditrådet - som FinansWatch omtaler her - var noget dyster og pessimistisk under overskriften "Dansk realkredit i farezonen". Men Børsen skriver i dag, at topfigurerne i det danske realkreditsystem opfatter gårsdagens hændelser i EU-Parlamentet som en sejr for Danmark, da det danske realkreditsystem bliver omfattet af en særregel i EU's nye kapitalkravsdirektiv.

Dog var det en bet for de danske realkreditinstitutter - og en ganske overraskende en af slagsen - at de danske F1-lån pludselig blev taget frem fra skuffen og nu går en mere usikker fremtid i møde.

Men humlen er, at den særlige danske realkreditmodel, der har været under pres i EU, ser ud til at kunne bevares, som vi kender den, da danske realkreditobligationer fremadrettet i finansielle virksomheders balancer får samme kvalitetsstempel som statsobligationer, på trods af at de har pant i fast ejendom og ikke i en stat. Det er den status, som de danske EU-parlamentarikere og de danske realkreditinstitutter har kæmpet hårdt for, så de danske boligejere ikke skulle opleve stærkt stigende boligydelser og som følge deraf et faldende boligmarked.

Tilføjet sætning i forordet

Den kamp ser nu ifølge Børsen ud til at være ovre, da aftalepapiret omkring kapitalkravsdirektivet i går i forordet fik tilføjet et særligt afsnit, hvor der står, at der skal tages hensyn til velfungerende covered bond-markeder - og her mener man altså, at der kan føres bevis for, at Danmark er et sådant.

“Der er fortsat politiske beslutninger foran os. Parlamentet og Ecofin skal lægge arm, men vi er ved at være i mål. Og de steder, hvor det var rigtig vigtigt, at vi stod stærkt, der står vi stærkt nu,” siger Søren Holm fra Nykredit til Børsen.

Der var dog også malurt i bægeret, da der nu uddelegeres beslutningskompetence til Kommissionen vedrørende NSFR, Net Stable Funding Ratio, bag det begreb gemmer sig et dansk ønske om, at variable realkreditobligationer med kort løbetid, eksempelvis de danske F1-lån, klassificeres som stabil finansiering på lige fod med 3- og 5-årige obligationer. Før mødet i går var det vurderingen, at de danske F1-lån ikke ville blive taget op politisk de kommende år, men nu lægges der altså op til, at det er embedsmændene i EU, der skal vedtage de nye likviditetsregler. Og her er Danmark ikke repræsenteret, hvilket kan betyde, at det kan blive vanskeligt at kæmpe for de danske F1-lån.

 

Dansk realkredit taber første halvleg i afgørende kamp i EU 

Realkreditrådet: Nu afhænger F1-lånene af politikerne 

 

Tilmeld dig FinansWatch' gratis nyhedsbrev eller tegn et gratis 30 dages prøveabonnement på FinansWatch her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også