Nykredit-prognose: Boligpriser vil falde 4-5 procent under coronakrisen

Højere arbejdsløshed og usikkerhed vil ramme boligmarkedet, spår Nykredit, der venter prisfald.
Foto: Mikkel Hørlyck/Ritzau Scanpix
Foto: Mikkel Hørlyck/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Der er lagt op til prisfald på huse og lejligheder i år på grund af udbruddet af coronavirus.

Det vurderer Nykredit i en prognose for det danske boligmarked.

Banken anslår, at priserne på huse på landsplan vil falde med i gennemsnit 4,1 procent.

Der er forskelle på de enkelte landsdele med størst prisfald omkring København, mens Sydjylland vil have det mindste fald i pris.

Holder Nykredits prognose stik, vil eksempelvis et parcelhus på Fyn på 150 kvadratmeter falde knap 100.000 kroner i pris.

"Vi forventer, at den højere ledighed og forsigtighed hos danskerne vil præge priserne det kommende år, således at vi skal frem til 2021, før vi forventer at se prisstigninger igen."

"I slutningen af 2022 forventer vi, at priserne på landsplan ligger på niveau med udgangspunktet forud for coronakrisen," skriver Nykredit i prognosen.

Endnu værre ser det ud for lejligheder, hvor der er lagt op til fald på 5,3 procent i gennemsnit.

I København, Aarhus og Aalborg vurderes prisfaldene at blive 5,7-7,0 procent.

For en lejlighed på 80 kvadratmeter i København er der i gennemsnit udsigt til prisfald på knap 200.000 kroner.

"I de større byer ser vi typisk de første virkninger af kriser. Samtidig har ejerlejlighedsmarkedet været mere stillestående de seneste to år som følge af et prisniveau, hvor færre kan være med - samt en række kreditstramninger."

"I byerne er der desuden større mulighed for at leje en bolig frem for at eje, hvilket kan udskyde køb og salg," skriver Nykredit.

Der er tale om en prognose, der er baseret på skøn og derfor kan vise sig at tage fejl.

Nykredits prognose er mindre negativ end den seneste rapport fra De Økonomiske Råd - kendt som vismændene. De anslog, at huspriserne kan falde mellem 8 og 11 procent i 2020.

Mens huse og lejligheder ventes at falde i pris, forventer Nykredit højere priser på sommerhuse i 2020.

Det hænger sammen med stigende appetit på at købe sommerhus, nu hvor man ikke kan rejse på ferie i udlandet, og at det er usikkert, hvornår Udenrigsministeriet igen ændrer sin rejsevejledning.

Nykredit forventer, at priserne på sommerhuse stiger 4,5 procent i år.

Et sommerhus på 75 kvadratmeter vil dermed i gennemsnit stige med 50.000 kroner i pris.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også