Danske Bank: Selvstændig dansk rentenedsættelse på vej

Interessen for danske obligationer er særdeles stærk i øjeblikket og kronen derfor bomstærk.
RITZAU FINANS

Det har sendt den 10-årige danske statsobligationsrente under 2 pct., og ganske usædvanligt er danske 10-årige statsrenter i dag under tyske tilsvarende. Det skriver Danske Bank, der på den baggrund godt kan se endnu en selvstædig dansk rentenedsættelse fra Nationalbanken.

"For første gang i løbet af gældskrisen har vi således oplevet en meget beskeden interesse for tyske papirer. Det tyske gældskontor solgte i dag 10-årige papirer, men investorernes interesse var mildest talt beskeden," skriver Danske Bank.

Modsat dette er der stor efterspørgsel efter danske aktiver, hvilket angiveligt har medvirket til at styrke danske kroner. Det har i dag sendt EUR/DKK under 7,4391.

"Kronen er dermed på et stærkere niveau end da Nationalbanken intervenerede i markedet inden den seneste rentenedsættelse den 3. november," konstaterer Danske Bank.

Stor usikkerhed om timing

Med kronen på det nuværende stærke niveau kan en indstrømning af udenlandsk valuta komme hurtigt og det er derfor ikke umuligt, at Nationalbanken allerede vælger at nedsætte renten torsdag for at modvirke indstrømningen, spekulerer banken.

"Det mest sandsynlige vil da være en ny rentenedsættelse på 0,10 procentpoint. Først og fremmest ventes indskudsbevisrenten at blive nedsat til 0,55 pct., men det er også muligt at udlånsrenten nedsættes endnu engang til 1,10 pct. Dermed vil den danske ledende rente være 0,15 pct. under den tilsvarende ECB rente," skriver banken.

Mens der er usikkerhed omkring timingen, så peger meget i øjeblikket på, at Nationalbanken vil foretage endnu en selvstændig rentenedsættelse inden for årets udgang.

"Det næste ECB-møde 8. december - hvor ECB ventes at nedsætte renten med 0,25 pct. - vil være en oplagt mulighed for en ekstraordinær dansk rentenedsættelse; men det er ikke sikkert, at markedet tillader Nationalbanken at vente så længe," spår Danske Bank.

(Ritzau Finans)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også