BRF håber portugisiske problemer vil give ratinghjælp

Portugals gældsproblemer kan ende som en hjælpende hånd for realkredittens kamp mod ratingbureauerne, lyder det fra BRFKredit.

Formanden for EU-komissionen er vred på ratingbureauet Moody's. Og det kan ende med at hjælpe i BRFKredit, skriver direktør Carsten Tirsbæk Madsen fra realkreditinstituttet i et debatindlæg i dagbladet Børsen.

”Forleden kunne man se i nyhederne, at bl.a. den portugisiske formand for EU-kommissionen, José Barroso, var fortørnet over, at ratingbureauet Moody’s havde nedjusteret vurderingen af Portugals kreditværdighed,” skriver Carsten Tirsbæk Madsen i avisen og fortsætter:

”Det har på ny sat ratingbureauernes magt på dagsorden og skabt debat om, hvorvidt der er behov for at regulere ratingbureauerne og etablere et europæisk modstykke til de amerikanske ratingbureauer.”

Fremtidens udfordringer

De portugisiske udfordringer har nemlig ifølge BRF-direktøren sat fornyet fokus på ratingbureauerne:

”Formålet skulle være at reducere afhængigheden, da det i Portugals tilfælde stod meget klart, at en ændret holdning hos Moody’s kunne få store negative konsekvenser for flere af de sydeuropæiske landes statsgældsomkostninger,” skriver Tirsbæk Madsen og gør klart, at BRF sammen med partnerne i Realkreditrådet længe har kæmpet mod ratingernes magt.

Det er dog ikke selve eksistensen af bedømmelsen, men snarere anvendelsen – og specielt den kommende brug - der skaber vrede hos rådet.

”Realkreditrådets anke går i stedet på, at ratinger i stigende grad skrives ind i lovgivningen, således at finansielle institutter er tvunget til at bruge dem. Således er der i det kommende europæiske Solvency 2-regelsæt for forsikringsselskaber lagt op til, at ratinger skal være bestemmende for kapitalkravet på de enkelte investeringer,” skriver direktøren og fortsætter:

”Tilsvarende lægger Basel-komiteens anbefalinger op til, at obligationer skal have en bestemt rating for at kunne tælle med i bankernes likviditetsberedskab.”

Gift

De tiltag vil gøre ondt, lyder det fra Carsten Tirsbæk Madsen.

”Det har nogle uheldige konsekvenser, da det kan betyde, at forsikringsselskaberne skal have mere kapital eller skal sælge ud i nedgangstider, mens bankerne kan blive tvunget til at udskifte obligationsbeholdninger, som ikke længere kan klare ratingkravet i likviditetsbeholdningen. Disse klippeeffekter, hvor obligationerne ændrer status, kan skabe et brandudsalg, som forstærker markedsudsvingene,” skriver Tirsbæk Madsen og runder af:

”Mit råd til EU-Kommissionen er, at hvis de vil reducere ratingafhængigheden, så skal de lade være med at skrive ratinger ind i deres egen regulering. Det er ”gift” for stabiliteten i det finansielle system, at markedsaktørerne – som følge af lovgivningen – kan blive tvunget til at sælge ud på samme tid, da det forstærker markedseffekterne.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også