Danske Bank udvider samarbejde med ingeniørvirksomhed til klimatilpasninger

Danske Bank vil fremover også give lavere renter på lån, som kunderne optager for at klimatilpasse deres boliger.
Store dele af landet blev i løbet af 2023 ramt af oversvømmelse og stormflod. Her ses et billede fra Binderup Strand ved Kolding i oktober 2023. | Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix
Store dele af landet blev i løbet af 2023 ramt af oversvømmelse og stormflod. Her ses et billede fra Binderup Strand ved Kolding i oktober 2023. | Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix

Store mængder nedbør og oversvømmelser kan blive en bekostelig affære for boligejere, og for at modvirke at det skulle komme så vidt, vil Danske Bank og bankens realkreditinstitut Realkredit Danmark gøre mere for at hjælpe kundernes klimatilpasning på vej. Det skriver Danske Bank i en pressemeddelelse.

Danske Bank udvider således et samarbejde, som banken i forvejen har med ingeniørvirksomheden OBH. Kunderne kan få en gratis rådgivningssamtale om klimatilpasninger med en medarbejder fra OBH og efterfølgende få rabat på rådgivningspakker fra ingeniørvirksomheden.

”Der er ingen tvivl om, at klimaforandringer og de konsekvenser, de forventes at få, bliver et stigende fokusområde for Realkredit Danmark og Danske Bank-koncernen i de kommende år. Vi skal ikke male skræmmebilleder. Og der er naturligvis stor forskel på, hvordan klimaforandringer kan ramme. Men med den udvikling, som tegner sig, så er det bare en rigtig god ide, at man som boligejer undersøger, hvilken risiko der er for ens ejendom, og hvad man selv kan gøre for at afbøde konsekvenserne af klimaforandringer,” siger Kamilla Hammerich Skytte, adm. direktør for Realkredit Danmark, i meddelelsen.

Danske Bank og OBH’s samarbejde går tilbage til 2020, hvor parterne indgik et samarbejde om rådgivning om energirenovering af boliger.

Også hvis kunderne vil låne penge til klimatilpasning, vil Danske Bank give en hjælpende hånd. Banken har hidtil tilbudt lavere renter – aktuelt en rente på 2,79 pct. – hvis en kunde vil låne penge til energiforbedringer, og de vilkår bredes nu ud til også at omfatte lån til klimatilpasning.

De tiltag, man kan låne penge til for at klimatilpasse boligen, er bl.a. etablering af omfangsdræn, isolering af ydervægge i kældre og etablering af en pumpebrønd.

F&P, der er brancheorganisation for bl.a. landets forsikringsselskaber, har tidligere anslået, at vildt vejr i 2023 anrettede skader for omkring 3 mia. kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også