Nykredit overrasket over stort imagedyk

Stort fokus på realkredit er ifølge Nykredits kommunikationsdirektør en af årsagerne til, at finanskoncernen falder så meget i ny imageundersøgelse. Hun er overrasket over, at dykket er blevet så dybt.

Nykredit ligner en af de helt store tabere fra den finansielle sektor i Berlingske Business’ årlige imageundersøgelse, hvor de er faldet fra en plads som nummer 33 til 70.

Undersøgelsen er foretaget blandt mere end 3.000 erhvervsledere, der vurderer 140 store virksomheders image på ni forskellige parametre.

”Som udgangspunkt er vi ikke så overraskede over, at vi ser et dyk. Der har været rigtig meget fokus på realkreditten i længere tid, og det har jo både handlet om tekniske forhold, rammevilkår og så videre. Det kan godt have skabt lidt forvirring omkring branchen og selvfølgelig også om os,” siger kommunikationsdirektør i Nykredit, Trine Ahrenkiel, til FinansWatch og tilføjer:

”Jeg vil til gengæld sige, at vi er overraskede over, at dykket er så dybt. En af årsagerne er, at vi ser andre eksterne undersøgelser, som giver et andet billede. Blandt andet fra YouGov, der løbende måler på os, og hvor vi ligger stabilt. Så vi er faktisk ret overraskede over, at vi dykker så meget i denne undersøgelse.”

Tager det seriøst

Selvom du siger, at branchen generelt er ramt, så ser I vel alligevel ud til at være lidt værre ramt end andre?

”Det må vi bare forhold os til, og det gør vi også. Vi tager det rigtig seriøst, når vi ser en analyse som den her. Vi kigger på os selv og finder ud af, hvad det handler om. Men vi kan også se, at mange af de ting, vi arbejder med, peger den rigtige vej. Vi er jo ved at forenkle Nykredit. Nykredit er i forandring, og vi ser lige nu på, hvordan vejen ind i Nykredit bliver nemmere og mere direkte for vores kunder. Det er både rådgivere og ledere involverede i,” siger Trine Ahrenkiel.

Hun peger på, at mange ting går den rigtige vej for Nykredit. Økonomien viser positive tegn, mens man har aflagt et kvartalsregnskab, der viser en fornuftig udvikling på de områder, de selv kan styre.

”Vi har stadig et stykke arbejde foran os, men kursen er lagt, og vi ved, hvad vi vil. Vi synes, at vi har fokus på de vigtigste ting, der handler om kundens oplevelse. Undervejs tager vi selvfølgelig bestik af situationen og ser, om vi kan gøre noget anderledes,” siger hun til FinansWatch.  

Her er finanssektoren bedste og dårligste image

Konkurrenterne løber fra Nykredit

Nykredit kan tjene et par hundrede mio. på vundet retssag 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også