Nykredit og Handelsbanken styrket ud af kapitaltest

Der er rykket rundt på ranglisten over de mest polstrede europæiske banker, efter at den europæiske tilsynsmyndighed, EBA, har ændret den metode, bankernes kapital udregnes efter.
Foto: Unspecified
Foto: Unspecified
Af RITZAU FINANS

Det betyder, at blandt andre Handelsbanken og Nykredit tager et gevaldigt hop op ad listen, så de to koncerner nu er nummer et og to i Europa, når det kommer til kapitalisering fraregnet statslig kapital.

Da EBA i sommer udsendte sin seneste test, nåede Nykredit ellers ikke engang over det mål, der var opstillet.

"Det viste sig, at man regnede det forskelligt ud i forskellige lande. De har ensartet det, så alle lande beregner på samme måde," konstaterer koncerndirektør Søren Holm fra Nykredit.

Velkapitaliserede

Han understreger, at den aktuelle test, der blev offentliggjort i sidste uge, drejer sig om fremtidige kapitalkrav, så billedet vil være stabilt fremover. I sommer, da EBA regnede sig frem til, at Nykredit manglede kapital, var der tale om overgangsbestemmelser. Dermed bekræfter de nye beregninger den opfattelse, Nykredit havde i sommer, pointerer Søren Holm.

"Vi synes, at det, der er kommet ud af det, er det mest logiske, nemlig at vi er meget velkapitaliserede. Og det har vi altid været," siger han.

Både når der ses på kapital med og uden statstilskud er Nykredit den bedst kapitaliserede af de fire danske banker, der indgår i testen. Hvis der ses bort fra statslig kapital kommer Sydbank næstbedst ud blandt de danske banker, mens Jyske Bank er nummer tre og Danske Bank nummer fire.

Ingen af de danske banker har problemer med at imødekomme EBA's kapitalkrav. Men hvis der ses bort fra statslige kapitalindskud, er der faktisk kun 25 af de 65 testede banker på europæisk plan, der lever op til kravene, viser en opgørelse fra SNL Financial.

Handelsbanken bedst polstret

Svenska Handelsbanken har den største finansielle polstring af alle europæiske banker, når der ses bort fra statslige indskud. Bankens kernekapital sættes i den nye test til 14,7 pct. af de risikovægtede aktiver. I testen fra i sommer kom EBA derimod frem til, at Handelsbanken skulle rejse ekstra kapital for at nå minimumskravet på 9 pct.

Handelsbanken forklarer i en pressemeddelelse, at det skyldes forskellige måder at udregne risiko på - og at den finder den nye metode mest retvisende. Den tidligere metode straffede banker, der havde en udlånsportefølje med lav risiko, mener Handelsbanken.

Ifølge opgørelsen fra SNL Financial ligger Nykredit på en andenplads af alle europæiske banker, mens Sydbank er nummer 7, Jyske Bank nummer 9, Danske Bank nummer 12 og Nordea nummer 14 - opgjort uden statslige kapitalindskud.

/Ritzau Finans/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også