Engberg: Boligmarkedet bliver sløvt længe

Det bliver kedeligt og stabilt på boligfronten i lang tid, lyder det fra Nykredit, der oplever meget lave nyudlån.

”Boligmarkedet – der er nogen, der kalder det krise. Jeg vil hellere kalde det stilstand. Det er jo ikke sådan, at priserne drøner ned, og folk må tvangssælge, men der er godt nok ikke meget aktivitet. Hvis man var lidt snusfornuftig, så var det nok et godt tidspunkt at kigge på boliger. Men der er en lemminge-effekt.”

Sådan lyder ordene fra Nykredits topchef, Peter Engberg, der går og ærgrer sig over, at forbrugerne holder pengene i banken i stedet for at bruge dem. For det er eneste vej frem for økonomien og boligmarkedet, vurderer topchefen:

”Jeg er ikke vækstoptimist. Hvis man kigger på, hvad er skal skabe vækst, så kan statsfinanserne i mange vestlige lande ikke hjælpe til, da de er pressede. Renten kan man heller ikke bruge – den er lav. Samtidig er vi ved at stramme for de finansielle virksomheder. Det, der kan hjælpe, er forbrugertilliden. Opsparingsadfærden er jo ændret markant de seneste år. Og det er først, når den ændrer sig, vi får gang i væksten. Men samtidig vil ekstra vækst blive holdt i ave af behovet for at nedbringe statsgæld, så jeg tror, vi får nogle år med lav vækst,” siger Peter Engberg og peger på konsekvenserne for Nykredit:

Langt fra de gode år

”Udlånstigningen er lav, omkring et par procent. I forhold til nyere historie er det meget lavt. Og det vil nok fortsætte – jeg tror ikke, at realkreditten vender tilbage til den udlånsvækst, vi så tidligere. Og noget af det, der satte gang i det her, var jo ejendomsprisstigningerne. Og vi tror ikke på, at der kommer ejendomsprisstigninger, der kan trække det her op,” siger Peter Engberg og mindes de bedre tider:

”I de gode år var der udlånsvæksten over 10 pct. Vi har haft en periode, hvor realkreditlån voksede hurtigere end samfundet – nu tror jeg, vi får en periode, hvor realkreditten vokser i samme takt som økonomien.”

En økonomi, Engberg altså ikke har den store tiltro til. Og han kan ser heller ikke megen mulighed for en politisk løsning:

”Jeg har ikke noget råd til politikerne om, hvordan man sætter gang i boligmarkedet. Det er forbrugertilliden, der er afgørende, og det er svært at gøre noget ved, når der er en international krise. Samtidig er den grundlæggende usikkerhed ved den valgsituation, vi står i, også bidragende.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også