Pensions- og forsikringsselskaber køber flere obligationer

Pensionskasser og forsikringsselskaber har det seneste år øget deres køb af realkreditobligationer kraftigt.
AF RITZAU FINANS

Pensionskasser og forsikringsselskaber storkøber danske realkreditobligationer. Det skriver Realkreditrådet i en pressemeddelelse.

I alt har pensionskasser og forsikringsselskaber i 2015 øget deres beholdning med godt 100 mia. kr. og ejer i dag realkreditobligationer for knap 840 mia. kr., viser tal fra Nationalbanken.

"Pensionskasser og forsikringsselskaber har det seneste år købt så mange realkreditobligationer, at de i dag finansierer i underkanten af hver tredje krone bag realkreditlån. For et år siden var det nærmere hver fjerde krone," siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet i pressemeddelelsen og tilføjer:

"Der er flere årsager til, at vi har et velfungerende realkreditmarked i Danmark. Én af årsagerne er, at en stor del af danskernes opsparede pensionsmidler placeres i de sikre realkreditobligationer. På den måde er vi i Danmark med til at finansiere vores egne boliger."

Pensionskasser og forsikringsselskaber ejer både obligationer, der finansierer lån med variabel rente, og lån med fast rente.

"Pensionskasser og forsikringsselskaber har traditionelt haft en lidt større interesse for obligationer bag fastforrentede lån end for andre obligationstyper. Deres køb af realkreditobligationer styres dog til en vis grad af, hvilke lån boligejere og virksomheder efterspørger. Derfor udgør obligationer bag rentetilpasningslån i dag også en stor andel af pensionskassernes og forsikringsselskabernes samlede beholdning af realkreditobligationer," konstaterer Ane Arnth Jensen.

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også