Pensionskasser vil ikke bakke op om Mærsk-formands genvalg

Formanden er ikke uafhængig, lyder det fra aktionærerne. Trods modstanden er han genvalgt.
Robert Mærsk Uggla er netop blevet genvalgt som Mærsk-formand trods modstand fra LD Fonde og Akademikerpension. | Foto: Pr/a.p. Møller-maersk
Robert Mærsk Uggla er netop blevet genvalgt som Mærsk-formand trods modstand fra LD Fonde og Akademikerpension. | Foto: Pr/a.p. Møller-maersk
AF MARKETWIRE

Robert Mærsk Uggla er netop blevet genvalgt som formand for A.P. Møller-Mærsk på selskabets generalforsamling.

Hans position møder dog kritik fra LD Fonde og Akademikerpension, der finder hans manglende uafhængighed problematisk, og derfor ønskede de ikke at støtte genvalget. 

De udtrykte samtidig kritik af flere bestyrelsesmedlemmer og det faktum, at de vælges for en toårig periode frem for hvert år, som er den danske anbefaling for god forretningsskik. 

”Vi kan ikke støtte formænd for komiteer og bestyrelser, hvor uafhængighed ikke er til stede, og hvor valg ikke finder sted hvert år,” lyder det i oplægget fra de to pensionskasser, der læses op på den virtuelle generalforsamling. 

Ud over at være bestyrelsesformand for A.P. Møller-Mærsk er Robert Mærsk Uggla også adm. direktør for A.P. Møller Holding, der er hovedaktionær i koncernen. Hertil er han arving. 

Den primære udfordring – set med pensionskassernes øjne – er dog, at han som formand for nominerings- og vederlagsudvalget i sidste ende beslutter bestyrelsens sammensætning, og de anvendte praksisser lever lige nu ikke op til reglerne for god selskabsskik. 

”Hos A.P. Møller-Mærsk mener vi ikke, at der er uafhængighed i nominerings- og vederlagsudvalget, og medlemmerne vælges hvert andet år frem for hvert år. Og derfor kan vi ikke støtte Robert Mærsk Ugglas nominering,” lyder det videre. 

Bestyrelsesformand Robert Mærsk Uggla ser herimod ingen udfordring, og henviser til, at den gode forretningsskik enten skal ”efterleves eller forklares”. Her arbejder Mærsk med at forklare, hvilket sker i en årlig rapport, der offentliggøres sammen med årsregnskabet. 

På generalforsamlingen lyder det videre, at længere valgperioder kan være en fordel. 

”Vi mener, at det skaber et godt signal om kontinuitet. Der går noget tid, før man er inde i forretningen og giver værdi,” siger Robert Mærsk Uggla. 

Ønsker mere gennemsigtighed om løn

De to pensionskasser udtrykte desuden kritik af ledelsens lønpakker, og det gælder både for størrelsen og gennemsigtigheden. Samtidig anerkendes det, at der er sket fremskridt. 

”Overdreven variabel aflønningA kan føre til, at der tages aggressive risici. Vi vil ikke støtte en aflønningspolitik, der gør det muligt med en bonus på over 200 pct.,” lyder det indlægget. 

Samtidig efterlyses en større gennemsigtighed, der kan afklare, hvad der udløser bonusser. 

”Derfor kan vi ikke støtte aflønningsrapporten,” skriver pensionskasserne. 

Ifølge Robert Mærsk Uggla er aflønningen skruet sådan sammen, at man løbende har reduceret grundlønnen og hævet den variable aflønning, fordi det har været et ønske fra aktionærer. Og det er den rette udvikling, forklarer formanden. 

”Der er en interesse blandt investorer og bestyrelsen for, at der er en tæt sammenhæng mellem selskabets præstationer og den løn, som vores ledelse modtager,” siger han på generalforsamlingen. 

Han uddyber, at de øvre grænser skal fastsættes sådan, at man kan konkurrere globalt. Hertil at han overordnet betragter aflønningen som gennemsigtig, men at bestyrelsen også skal tage hensyn til konkurrenter i branchen. 

”Det er en forsigtig balance, og vi vil ikke vise for meget, fordi konkurrenterne også ser med. Derfor mener bestyrelsen, at den nuværende gennemsigtighed er tilstrækkelig,” siger han. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også